Højesteret - varemærkekrænkelse ved produktefterligning - udmåling af vederlag og erstatning
Højesteret har i en ny dom haft anledning til igen at behandle spørgsmålet om, hvordan der skal udmåles vederlag og erstatning i forbindelse med varemærkekrænkelse ved produktefterligning.
FAKTA havde i 2008 indkøbt 6.750 par sko af ringe kvalitet med "formstrips" svarende til Pumas, og reklamerede for skoene i en tilbudsavis, der blev omdelt til 1,9 mio. husstande.
Puma rettede straks henvendelse til FAKTA og gjorde opmærksom på krænkelsen, hvorefter FAKTA stoppede salget og destruerede de sko, der ikke var blevet solgt. I alt blev 1.688 par sko solgt.
I den efterfølgende sag vedrørende varemærkekrænkelse og erstatningsudmåling ved Sø- og Handelsretten blev FAKTA dømt til at betale 250.000 kr. i vederlag samt erstatning for yderligere tab. Retten lagde ved udmålingen vægt på, at Puma havde lidt et afsætningstab, at kopiskoene var af ringe kvalitet, og at reklameavisen var omdelt til 1,9 mio. husstande.
Sø- og Handelsrettens afgørelse blev anket til Højesteret. I sin afgørelse bekræftede Højesteret, at når der beregnes "rimeligt vederlag" i produktefterligningssager, så skal licensafgiften beregnes ud fra en sædvanlig sats - i sagen 10% - af krænkerens omsætning med det krænkende produkt. Det rimelige vederlag for salget af de 1.688 par sko udgjorde derfor ca. 16.000 kr.
Højesteret fastslog også, at kopiskoene, der var af væsentligt dårligere kvalitet end Pumas, og som blev solgt til en væsentligt lavere pris, kun i ringe grad kunne substituere skoene fra Puma. Da der ikke var fremlagt oplysninger om faldende salg af Puma-sko, var der ikke grundlag for at tilkende Puma erstatning for yderligere skade som følge af mistet afsætning.
Højesteret fastslog endvidere, at en eventuel markedsforstyrrelse måtte antages at være yderst begrænset. Ud fra en samlet vurdering fandt Højesteret derfor, at Pumas krav på vederlag og erstatning ikke kunne overstige de
25.000 kr., som Fakta allerede havde betalt.
Højesterets dom understreger, at det kan være nødvendigt at kunne føre bevis for faldende omsætning, hvis man ønsker erstatning for markedsforstyrrelse, især hvor der er stor kvalitets- og prisforskel på original- og kopiproduktet.
Læs begge domme her: