Bevisusikkerhed medførte afvisning ved Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsnævnet fandt ved afgørelse af 20. juni 2012, at nævnet ikke kunne behandle en klage om forskelsbehandling vedrørende en arbejdsgivers krav om forbedring af medarbejderens danskkundskaber.
Ligebehandlingsnævnet fandt ved afgørelse af 20. juni 2012, at nævnet ikke kunne behandle en klage om forskelsbehandling vedrørende en arbejdsgivers krav om forbedring af medarbejderens danskkundskaber.
Sagen drejede sig om en opsagt farmakonom, som under sin ansættelse fik en advarsel, hvorefter hun skulle forbedre sine danskkundskaber. Arbejdsgiveren og medarbejderen var dog imidlertid uenige om baggrunden for advarslen.
Arbejdsgiveren gjorde gældende, at medarbejderen selv havde udtrykt frustration over sprogbarrierer i forhold til kunderne, og at medarbejderen oplevede, at kunderne bad om at blive ekspederet af andre. Derudover fremførte arbejdsgiveren, at der havde været en del klager over medarbejderen på grund af uklar faglig rådgivning. Medarbejderen afviste imidlertid at skulle have udtrykt frustration med hensyn til sprogbarrierer, ligesom medarbejderen ikke mente at have modtaget nogen klager fra kunder eller andre. Medarbejderen gjorde yderligere gældende, at hun havde varetaget arbejdet i to år uden problemer og beherskede dansk både i skrift og tale, ligesom hun havde afsluttet et uddannelsesforløb på dansk og havde arbejdet som tolk.
Ligebehandlingsnævnet fastslog indledningsvis, at det kunne udgøre en indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, hvis en arbejdsgiver stiller uforholdsmæssigt høje krav til en medarbejders danskkundskaber.
Herefter konstaterede nævnet, at det var af afgørende betydning for sagens udfald, at arbejdsgiverens krav til forbedring af medarbejderens danskkundskaber var saglige.
Idet parterne imidlertid var uenige om baggrunden for kravet og nødvendigheden heraf, fandt Ligebehandlingsnævnet, at spørgsmålet kun kunne besvares efter bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, og da en sådan bevisførelse ikke kunne ske ved Ligebehandlingsnævnet, afviste nævnet at behandle sagen.
Afgørelsen viser Ligebehandlingsnævnets begrænsede adgang til at behandle sager, hvor der er en sådan uklarhed omkring sagens faktiske omstændigheder, at der er behov for bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.
| Ligebehandlingsnævnets afvisningsmulighed
Ligebehandlingsnævnet har mulighed for at afvise klager, hvis nævnet skønner, at klagen ikke er egnet til behandling ved nævnet. Nævnet er begrænset til at behandle klager på et skriftligt grundlag, hvilket indebærer, at nævnet ikke vil kunne foranstalte parts- og vidneforklaringer. I sager, hvor parternes uenighed omkring sagens forløb er så stor, at egentlig bevisførelse kan være nødvendig, skal Ligebehandlingsnævnet afvise at behandle klagen, og klageren vil herefter være nødsaget til at indbringe sagen for domstolene.
Ligebehandlingsnævnet kan ligeledes afvise klager, der skønnes bedre egnet til at blive behandlet ved domstolene.
|
|
|