Ingen løn i opsigelsesperioden

En medarbejder var ikke berettiget til erstatning for løn i en opsigelsesperiode, der var sammenfaldende med, at hun var på ulønnet barselsorlov. Det fastslog Østre Landsret ved dom af 29. juni 2012.

En medarbejder var ikke berettiget til erstatning for løn i en opsigelsesperiode, der var sammenfaldende med, at hun var på ulønnet barselsorlov. Det fastslog Østre Landsret ved dom af 29. juni 2012.

Sagen drejede sig om en medarbejder (funktionær), som i forbindelse med sin graviditet indgik en aftale med ar­bejdsgiveren, hvorefter hun var berettiget til fuld løn i de første 14 uger efter fødslen - konkret til og med den 21. novem­ber 2008. Da medarbejderen ikke modtog løn for perio­den 1. til 21. november 2008, og da arbejdsgiveren trods påkrav ikke betalte medarbejderens løntilgodeha­vender, valgte medarbejderen i december 2008 at ophæve ansæt­telses­forholdet. Få måneder efter gik arbejdsgiveren konkurs.

Medarbejderen anmeldte herefter et krav om betaling af blandt andet løn og feriegodtgørelse for perioden 1. til 21. november 2008 og erstatning efter funktionærlovens § 3 svarende til 3 måneders løn inkl. feriegodtgørelse til Løn­modtagernes Garantifond. Lønmodtagernes Garantifond anerkendte medarbejderens krav på løntilgodehavende, men ikke medarbejderens krav på erstatning.

Medarbejderen indbragte herefter sagen for Østre Lands­ret. Landsretten henviste indledningsvis til Højesterets dom af 12. april 1988, som fastslog, at bestemmelsen i funktionærlovens § 7, stk. 4, hvorefter en arbejdsgiver, der opsiger en funktionær i løbet af de første 14 uger efter fødslen, skal betale fuld løn til funktionæren i opsigelses­perioden, ikke gælder, såfremt opsigelsen sker efter udlø­bet af 14-ugers perioden.

Landsretten henviste derefter til funktionærlovens § 3, stk. 3, jf. stk. 2, hvorefter en funktionær, som ophæver ansæt­telsesforholdet på grund af grov misligholdelse fra ar­bejdsgiverens side, og som har krav på mere end 3 må­neders opsigelse, har ret til erstatning efter almindelige erstatningsregler, dog mindst svarende til lønnen indtil fratræden med 3 måneders varsel.

Idet medarbejderen havde hævet ansættelsesforholdet efter udløbet af de første 14 uger efter fødslen, hvorefter der ikke bestod nogen lønforpligtelse for arbejdsgiveren, fandt Landsretten, at medarbejderen alene ville være be­rettiget til erstatning efter § 3, stk. 3, jf. stk. 2, såfremt medarbejderen måtte være berettiget til løn, indtil fra­træden med lovligt opsigelsesvarsel kunne finde sted.

Landsretten fandt herefter ikke grundlag for at tilkende medarbejderen erstatning efter funktionærlovens regler. Landsretten lagde herved vægt på, at medarbejderen alene var berettiget til fuld løn i 14 uger efter fødslen, og at denne udløb den 21. november 2008, hvorefter hun alene var berettiget til barselsdagpenge. Arbejdsgiveren havde således ikke lønforpligtelser over for medarbejde­ren, da hun i december 2008 hævede ansættelsesforhol­det, eller i tiden herefter, da hun kunne være opsagt.

Dommen viser, at en medarbejder ikke er berettiget til erstatning for løn i en opsigelsesperiode, hvis opsigelsen sker under en ulønnet orlov, og arbejdsgiveren i øvrigt ikke har nogen lønforpligtelse over for medarbejderen.