Selvstændig konsulent var også lønmodtager

Ligebehandlingsnævnet fastslog ved afgørelse af 26. septem­ber 2012, at en selvstændig konsulent var beskyttet af for­skelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Sagen kunne imidlertid ikke behandles af nævnet, der fandt, at en afklaring af sagens faktiske forhold krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En selvstændig konsulent havde indgået en samarbejdsaf­tale med en virksomhed, der indebar en adgang for kon­sulenten til at købe virksomhedens produkter med henblik på videresalg. Samarbejdsaftalen blev ophævet af virksom­heden, hvilket ifølge konsulenten var begrundet i konsu­lentens seksuelle orientering.

Det fremgik af sagen, at konsulenten desuden var team­leder for andre af virksomhedens konsulenter, som også solgte til egne kunder. Endvidere fremgik det blandt andet af samarbejdsaftalen, at konsulenten var selvstændig er­hvervsdrivende, købte produkterne i eget navn og for egen risiko, selv skulle afholde alle udgifter i forbindelse med salget af produkterne, ikke kunne indgå aftaler på vegne af virksomheden, havde pligt til at lade sig momsregistrere, at konsulentens indkomst ved salg af produkterne var B-indkomst, og at konsulenten havde pligt til at fremme salget af produkterne i overensstemmelse med en af virk­somheden udleveret markedsføringsplan.

Ligebehandlingsnævnet lagde indledningsvis til grund, at forskelsbehandlingslovens personelle anvendelsesområde skulle fortolkes i overensstemmelse med beskæftigelses­direktivet (rådets direktiv 2000/78 om generelle ramme­bestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæf­tigelse og erhverv).

Et flertal på fire ud af Ligebehandlingsnævnets fem med­lemmer fandt på den baggrund, at forskelsbehandlings­lovens lønmodtagerbegreb skulle fortolkes bredt. Med henvisning til samarbejdsaftalens bestemmelser og sagens øvrige forhold, herunder særligt at konsulenten var under­lagt virksomhedens regler om priser, markedsføring og salgsmetoder, fandt nævnets flertal herefter, at konsulen­ten var beskyttet af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. 

Det sidste af Ligebehandlingsnævnets medlemmer fandt, at konsulenten og virksomhedens samarbejde ikke var omfattet af forskelsbehandlingsloven, idet konsulenten udførte selvstændig virksomhed i forhold til virksomheden.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet. Ligebe­handlingsnævnet kunne imidlertid ikke træffe afgørelse i sagen, da parterne var uenige om sagens faktiske omstæn­digheder. Nævnet fandt således, at en afklaring af sagens faktiske forhold ville kræve bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke kunne finde sted for nævnet, men i givet fald måtte ske for de almindelige domstole.

Afgørelsen viser den EU-retlige påvirkning af det danske lønmodtagerbegreb - i denne sag at en selvstændig kon­sulent efter Ligebehandlingsnævnets opfattelse er beskyt­tet af forskelsbehandlingsloven. Afgørelsen skal dog læses i lyset af, at Ligebehandlingsnævnets flertal - i modsætning til mindretallet - muligvis havde en opfattelse af, at konsu­lentforholdet i realiteten var et lønmodtagerforhold.