Første sygedag er den følgende kalenderdag

En medarbejder, hvis barn blev syg en lørdag, kunne ikke tage barns første sygedag den efterfølgende mandag. Det kom en faglig voldgift frem til ved en kendelse af 9. november 2012.

En medarbejder, hvis barn blev syg en lørdag, kunne ikke tage barns første sygedag den efterfølgende mandag. Det kom en faglig voldgift frem til ved en kendelse af 9. november 2012.

Sagen drejede sig om fortolkningen af begrebet "første sygedag" i den kommunale dagplejeoverenskomst. En dagplejer havde kontaktet kommunen en mandag morgen og oplyst, at hendes barn havde været sygt siden lørdag, og at hun derfor ønskede at tage barns første sygedag. Dette nægtede kommunen og henviste i stedet til, at dag­plejeren kunne tage en omsorgsdag. Spørgsmålet var her­efter, om fortolkningen af "første sygedag" skulle forstås som den kalenderdag, hvor barnet blev syg, eller den første arbejds­dag.

Opmanden lagde til grund, at de kommunale arbejdsgivere havde fortolket og administreret bestemmelsen således, at frihed til pasning af et sygt barn som udgangspunkt blev givet på den kalenderdag, hvor barnets sygdom opstod - medmindre sygdommen opstod meget sent på dagen, således at den følgende dag ville blive anset som første sygedag.

Opmanden lagde herefter til grund, at hensynene bag bestemmelsen navnlig skulle varetages ved at give medar­bejderen mulighed for at håndtere et akut opstået pas­ningsbehov. Det var således ikke meningen, at bestemmel­sen skulle give medarbejderen adgang til betalt frihed på den første arbejdsdag - uanset om der fortsat var et pas­ningsbehov - medmindre barnets sygdom opstod meget sent den foregående dag.

Opmanden fandt således, at begrebet "første sygedag" skulle forstås som den kalenderdag, hvor barnet blev syg, og ikke første arbejdsdag. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at en faglig voldgifts afgørelse af 5. juli 2005 var kommet frem til noget andet, da sagen angik en overens­komst på et andet overenskomstområde med en anden ordlyd end den pågældende bestemmelse.

Kendelsen viser, at barns første sygedag i dagplejeover­enskomsten kun kan afholdes den kalenderdag, hvor bar­net bliver syg, eller den efterfølgende dag, hvis barnet bliver syg meget sent den foregående dag. Selvom vold­giftssagen kun angik den kommunale dagplejeoverens­komst, kan det ikke afvises, at den kan få afsmittede virk­ning på andre overenskomster.