Ingen forskelsbehandling af lærere

Der skete ikke nogen forskelsbehandling af lærerne på Kofoeds skole - hverken som følge af deltidsansættelse eller tidsbe­grænset ansættelse. Det kom Højesteret frem til ved dom af 14. november 2012.

En række lærere, ansat på en skole, mente, at de var blevet udsat for forskelsbehandling i strid med deltidsloven og lov om tidsbegrænset ansættelse, idet deres løn- og ansættel­sesvilkår ikke var på niveau med løn- og ansættelsesvilkå­rene efter overenskomsten for lærere på daghøjskoler. Lærernes løn og ansættelsesvilkår var ikke reguleret af en kollektiv overenskomst, men af bekendtgørelsen om løn- og andre ansættelsesvilkår for ledere og lærere ved under­visning m.v. efter folkeoplysningsloven ("lønbekendtgørel­sen"). Deres ansættelsesaftaler blev indgået semester for semester.

Det forhold, at en medarbejde arbejder på deltid eller er ansat i en tidsbegrænset stilling, må ikke føre til mindre gunstige løn- og ansættelsesvilkår for denne medarbejder end de vilkår, der gælder for sammenlignelige fuldtids- og fastansatte, medmindre forskelsbehandlingen er begrun­det i objektive forhold.

Skolen og Kulturministeriet, der havde biintervenieret i sagen, anførte, at det var en betingelse for at få tilskud, at afløn­ning m.v. var i overensstemmelse med de regler, der var fastsat i lønbekendtgørelsen. Derfor mente de ikke, at der forelå forskelsbehandling, når lærerne blev aflønnet efter lønbekendtgørelsen.

Højesteret bemærkede hertil, at skolen som arbejdsgiver var forpligtet til at følge reglerne om ikke-forskelsbehand­ling i deltidsloven og loven om tidsbegrænset ansættelse, uanset hvilke tilskudsbetingelser der er fastsat i folkeop­lysningsloven.

Ansættelsesvilkårene i lønbekendtgørelsen var ens for alle. Det samme gjorde sig gældende for lønvilkårene, idet lønnen skulle fastsættes på timebasis, og timelønnen var den samme, uanset om der var tale om fuldtids- eller del­tidsansatte. Med henvisning hertil konkluderede Højeste­ret, at der ikke var sket forskelsbehandling i strid med del­tidsloven.

Ved vurdering af, om der var sket forskelsbehandling i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse, måtte der til sam­menligning anvendes de kollektive overenskomster, der sædvanligvis var gældende inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område, idet der ikke var nogen sam­menlignelige fastansatte hos skolen, og der ikke gjaldt nogen kollektiv overenskomst.

Spørgsmålet var derfor, om arbejdet som lærer på en dag­højskole kunne siges at være et tilsvarende fagligt område, således at overenskomster for lærere på daghøjskoler kunne anvendes som sammenligningsgrundlag.

Landsretten havde lagt til grund, at der var en række væ­sentlige forskelle mellem arbejdet som lærer på skolen og arbejdet som lærer på daghøjskoler, når henses til under­visningsformål, målgruppe og undervisningsform. Vidne­forklaringen for Højesteret underbyggede yderligere dette, idet den pensionerede forstander for skolen bl.a. forkla­rede, at de borgere, som henvises til skolen, ikke var eg­nede til at deltage i aktiviteter i en daghøjskole, og at der var tale om "to helt forskellige verdener".

På denne baggrund tiltrådte Højesteret Landsrettens afgø­relse om, at overenskomsten for lærere på daghøjskoler ikke kunne anvendes som sammenligningsgrundlag, og at de tidsbegrænset ansatte lærere derfor ikke var blevet udsat for forskelsbehandling i strid med lov om tidsbe­grænset ansættelse.

Dommen viser, at der ved fastlæggelsen af sammenlig­ningsgrundlaget efter lov om tidsbegrænset ansættelse foretages en dybdegående vurdering af, hvorvidt der er tale om sammenligneligt arbejde, og at det ikke er til­strækkeligt, at der er tale om samme beskæftigelsesform, nemlig undervisning, hvis der er væsentlige forskelle på det konkrete arbejde, der udføres.

Dommen viser endvidere, at der ikke er tale om forskels­behandling i strid med deltidsloven, når lønnen fastsættes på timebasis, og timetaksten er den samme, hvad enten man arbejder på fuldtid eller deltid.