Deltidsansatte på flextid
Det er ikke forskelsbehandling, at deltidsansatte ikke får pensionsbidrag for deres overskydende flextid op til den arbejdstid, en fuldtidsansat får bidrag til. Det kom Højesteret frem til ved dom af 6. december 2012
Det er ikke forskelsbehandling, at deltidsansatte ikke får pensionsbidrag for deres overskydende flextid op til den arbejdstid, en fuldtidsansat får bidrag til. Det kom Højesteret frem til ved dom af 6. december 2012.
Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt en medarbejder ansat med en fast ugentlig arbejdstid på 30 timer var blevet forskelsbehandlet i strid med deltidsloven.
Deltidsansatte må ikke behandles på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold.
Problemstillingen var, at medarbejderen kun fik pensionsbidrag ud fra de 30 timer, som hun var ansat til, og ikke af overskydende flextid, som hun fik vederlag for. Virksomheden havde en flexordning, der gav medarbejderne en arbejdstilrettelæggelsesfrihed i visse tidsrum. Ordningen var indrettet således, at et månedligt overskud på op til 30 timer som udgangspunkt ville blive overført til næste måned, og at det kunne afspadseres. Der blev imidlertid i en række tilfælde indgået konkrete aftaler, herunder også med medarbejderen, hvorefter en medarbejder modtog et vederlag for disse overskydende timer. Dette vederlag svarede til vedkommendes normale timeløn uden tillæg af pensionsbidrag.
Medarbejderens fagforening mente derfor, at hun som deltidsansat blev stillet dårligere end de fuldtidsansatte, idet hun ikke fik pensionsbidrag i det omfang, vederlæggelsen angik arbejde udført i intervallet mellem 30 og 37 timer om ugen, eftersom de fuldtidsansatte fik pensionsbidrag af lønnen ved arbejde i dette interval.
Højesterets flertal mente ikke, at der var sket forskelsbehandling, idet der efter deres opfattelse forelå en ganske særegen arbejdssituation, når en ansat opnår vederlag i stedet for tvunget bortfald eller tvungen afspadsering af flextimer, som den ansatte har udnyttet sin arbejdstilrettelæggelsesfrihed til at optjene. Denne situation kunne ikke sidestilles med ordinært arbejde, og på denne baggrund blev medarbejderen derfor ikke stillet ringere end de fuldtidsansatte, der udførte ordinært arbejde i intervallet fra deltid til fuldtid.
En enkelt dommer mente dog, at der skete forskelsbehandling, idet medarbejderen på grund af det manglende pensionsbidrag samlet set fik en mindre løn end den samlede løn, en fuldtidsansat modtog, selvom de havde arbejdet samme antal timer.
Dommen viser, at overskydende flextimer ikke kan sidestilles med ordinært arbejde, og forskelle i bidragsydelser hertil udgør derfor ikke forskelsbehandling, selv hvis de overskydende flextimer ligger i et interval, hvor fuldtidsansatte ville få bidrag.