Enkeltstående udtalelse om klients samlever ikke saglig fyringsgrund

Det var usagligt at afskedige på baggrund af enkeltstående udtalelse om en klients samlever. Det nåede en faglig voldgift frem til ved en afgørelse af 20. januar 2013.

Det var usagligt at afskedige på baggrund af enkeltstående udtalelse om en klients samlever. Det nåede en faglig voldgift frem til ved en afgørelse af 20. januar 2013.

Sagen drejede sig om afskedigelse af en psykolog, efter at denne havde udtalt sig om en klients samlever. Det var omstridt, hvorvidt medarbejderen reelt havde diagnosti­ceret samleveren som "psykopat" eller blot kort havde givet et svar på et spørgsmål fra klienten vedrørende samleve­ren.

Det var tillige omstridt, hvorvidt medarbejde­ren i forbindelse med en tjenstlig samtale havde sagt, at der skulle dæmmes op for klientens samlevers psykiske vanvid og personlighedsforstyrrelse, og hvorvidt han havde er­kendt at have diagnosticeret samleveren og til­kendegivet, at han ville gøre det igen.

Det var dog anerkendt fra medarbejderens side, at han over for klienten og dennes familie havde omtalt samleve­ren som personlighedsforstyrret. Parterne var herudover enige om, at medarbejderen forud for den pågældende episode aldrig havde modtaget advarsler eller lignende.

Da det kun var psykologen selv, der under sagen afgav forklaring om den samtale, hvor han angiveligt skulle have diagnosticeret samleveren som psykopat, og da der ikke forelå referat af den tjenstlige samtale, fandt opmanden, at det mod psykologens forklaring ikke kunne lægges til grund, at han havde diagnosticeret samleveren og er­kendt dette under den tjenstlige samtale.

Endvidere fandt opmanden ikke, at udtalelsen om, at sam­leveren var personlighedsforstyrret, i sig selv kunne be­grunde en afskedigelse. Opmanden kom derfor frem til, at afskedigelsen var usaglig, og medarbejderen blev til­kendt en godtgørelse på kr. 90.000, svarende til to måne­ders løn. 

Afgørelsen viser, at enkeltstående udtalelser om klienter eller disses nære pårørende ikke nødvendigvis i sig selv kan begrunde afskedigelsen af en medarbejder. Endvidere viser afgørelsen vigtigheden af, at der foreligger dokumentation i form af referat for tjenstlige samtaler m.v., da det ikke kan afvises, at afgørelsen kunne have fået et andet resultat, såfremt arbejdsgiveren havde kunnet dokumentere med­arbejderens udtalelser.