Delvis opsigelse ikke nok

Delvis opsigelse kunne ikke tolkes som en opsigelse af det samlede ansættelsesforhold. Det kom Højesteret frem til ved dom af 22. marts 2013.

Delvis opsigelse kunne ikke tolkes som en opsigelse af det samlede ansættelsesforhold. Det kom Højesteret frem til ved dom af 22. marts 2013.

Sagen drejede sig om en medarbejder, der i juni 2007 ind­gik aftale med sin arbejdsgiver om, at hun fremadret­tet – ved siden af sin stilling som salgssekretær – skulle varetage funktionen som driftsleder i virksomheden. Det fremgik, at ordningen var en foreløbig løsning, og at hun kunne op­høre som driftsleder, "hvis det blev for meget for hende". Efter at hun havde været mere end 2 år i stillingen, fandt Højesteret dog, at den havde fået en mere perma­nent karakter.

Medarbejderen meddelte den 17. september 2009, at hun ville stoppe som driftsleder, men fortsat varetage sit job som salgssekretær.

Arbejdsgiveren svarede den 18. september 2009, at han havde modtaget hendes opsigelse, at hendes tidligere stilling som salgssekretær ikke længere eksisterede, at han ikke kunne oprette dette job på ny, og at han således be­kræftede, at hendes ansættelsesforhold i virksomheden ophørte den 31. oktober 2009.

Medarbejderen var – ifølge Højesteret – ikke berettiget til at fralægge sig opgaverne som driftsleder uden arbejdsgi­verens samtykke. Omvendt var arbejdsgiveren ikke beret­tiget til at anse hendes mail som en opsigelse. Han burde i stedet have meddelt hende, at hun fortsat var forpligtet i stillingen som driftsleder.

Arbejdsgiveren fastholdt imidlertid, at medarbejderen havde opsagt sin stilling. Derved havde han i realiteten opsagt medarbejderen, hvilket kun kunne ske med et var­sel på seks måneder, som medarbejderen var beretti­get til.

Arbejdsgiveren måtte derfor betale erstatning for mang­lende opsigelsesvarsel på kr. 148.486, men dog ikke no­gen godtgørelse for usaglig opsigelse.

Sø- og Handelsretten var nået til samme resultat. 

Dommen viser, at en delvis opsigelse af en stilling ikke vil være at betragte som en fuldstændig opsigelse, end ikke når den stilling, medarbejderen ellers skulle bestride, er nedlagt.