Illoyal fremsendelse af firmaaftaler til egen mail-adresse

Det var illoyalt at fremsende firmaaftaler til privat mail­adresse. Det kom Vestre Landsret frem til ved dom af 19. fe­bruar 2013.

Det var illoyalt at fremsende firmaaftaler til privat mail­adresse. Det kom Vestre Landsret frem til ved dom af 19. fe­bruar 2013.

Sagen drejede sig om en medarbejder, der blev bortvist, mens hun var sygemeldt på grund af graviditetsproblemer. Medarbejderen var blevet bortvist med øjeblikkelig virk­ning den 31. august 2009 kort efter sin sygemelding den 23. august 2009. Medarbejderen mente, at der var tale om både uberettiget bortvisning og om forskelsbehandling, da graviditeten – efter medarbejderens opfattelse – havde været en medvirkende årsag til bortvisningen.

Arbejdsgiveren begrundede bortvisningen med, at medar­bejderen havde sendt to fortrolige firmaaftaler til sin pri­vate mailadresse den 22. august 2009. Arbejdsgiveren anførte, at medarbejderen ikke var blevet bedt om at gen­nemgå de to firmaaftaler, og at dette heller ikke ville være en naturlig del af hendes arbejdsopgaver i stillingen som konferencekoordinator.

Medarbejderen underskrev den 28. august 2009 et notat, hvori det fremgik, at hun havde sendt aftalerne til sin pri­vate mailadresse med henblik på, at hun ville sende dem til en kollega, der var på barselsorlov, og som i øvrigt havde opsagt sin stilling. Det lå i kortene, at den pågældende medarbejder – efter endt barsel – ville få ansættelse hos en konkurrerende virksomhed, og at det var i forbindelse hermed, at hun skulle bruge aftalerne.

Medarbejderen kunne ikke bevise, at hun skulle arbejde med aftalerne under sygemeldingen eller på anden måde godtgøre, at fremsendelsen af aftalerne var begrundet i andre forhold, end hvad der fremgik af det underskrevne notat. Begge medarbejdere benægtede imidlertid, at afta­lerne skulle udleveres – eller var blevet udleveret – til den medarbejder, der havde sagt op.

Landsretten fandt, at uanset om aftalerne var blevet udle­veret eller ej, var fremsendelsen af aftalerne til medarbej­derens private mailadresse en illoyal handling, der ud­gjorde så grov en misligholdelse af ansættelsesforholdet, at bortvisningen havde været berettiget. Byretten var nået til samme resultat. Arbejdsgiveren blev derfor frifundet. 

Dommen viser, at fremsendelse af fortrolige dokumenter til en privat mailadresse – uden relation til en arbejdsop­gave – vil kunne udgøre et sådant brud på tillidsforholdet mellem medarbejder og arbejdsgiver, at der er tale om grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, der berettiger til en bortvisning.