Dom vedrørende funktionærlovens § 2a

Den 24. april 2013 afsagde Østre Landsret dom i de 14 ud­valgte prøvesager vedrørende fortolkningen af funktionær­lovens § 2a.

Efter funktionærlovens § 2a er en medarbejder, der opsiges efter at have været beskæftiget i henholdsvis 12, 15 eller 18 år, berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse på hen­holdsvis 1, 2 eller 3 måneders løn. Dette gælder dog efter stk. 3 ikke, hvis medarbejderen ved fratrædelsen vil oppe­bære en alderspension fra arbejdsgiveren og er indtrådt i ordningen før det fyldte 50. år.

EU-Domstolen fastslog ved dom af 12. oktober 2010 i Ole Andersen-sagen, at funktionærlovens § 2a, stk. 3, var ud­tryk for aldersdi­skrimination og således uforenelig med EU-retten. EU-Domstolens dom er tidligere omtalt i vores nyheds­brev fra no­vember 2010.

Sagerne drejede sig om, hvorvidt de 14 medarbejdere, der alle var blevet afskediget, og som på fratrædelsestid­s­punktet var berettiget til at oppebære en arbejdsgiverbe­talt alderspension, havde krav på fratrædelsesgodtgørelse og/eller krav på godtgørelse i henhold til forskelsbehand­lingslovens § 7.

Landsretten har i det væsentligste frifundet kommunerne og regionerne, idet Landsretten ikke fandt det godtgjort, at de pågæl­dende medarbejdere reelt havde søgt anden beskæftigelse og dermed havde forfulgt deres erhvervs­mæssige karriere. I den ene af disse sager havde medarbej­deren søgt en del stillinger i opsigelsesperioden. Medar­bejderen havde imidlertid kun søgt to stillinger, efter han var overgået til efterløn, og dette anså Landsretten ikke for tilstrækkeligt til, at han kunne siges at have forfulgt sin erhvervsmæssige karriere.

Østre Landsret tilkendte således alene fratrædelsesgodtgø­relse til de 3 medarbejdere, hvor det kunne dokumenteres, at de i en periode efter fratrædelsen havde søgt anden be­skæftigelse og dermed havde forfulgt deres erhvervsmæs­sige karriere.

Den ene sag drejede sig om en medarbejder, som blev opsagt den 29. april 2010 til fratræden med udgangen af oktober 2010.  Efter opsigelsen havde medarbejderen forgæves søgt efter arbejde. Da medarbejderen ikke kunne finde arbejde, valgte hun at gå på efterløn. I perioden no­vember 2010 til januar 2011 opnåede hun imidlertid - om end i et meget beskedent omfang - arbejde via et vikarbu­reau, og pr. 1. januar 2011 blev hun ansat som tilkaldevikar på et plejecenter, hvor hun frem til den 1. december 2011 arbejdede 637 timer og i nogenlunde samme omfang det følgende år.

Den anden sag vedrørte en medarbejder, der havde til­meldt sig arbejdsformidlingen umiddelbart efter sin fra­træden. Efter at have søgt 20-30 jobs i løbet af en periode på 4½ måned valgte medarbejderen at gå på efterløn.

I den sidste sag var medarbejderen blevet sygemeldt på grund af en rygskade. Medarbejderen blev opsagt den 16. februar 2011 med virkning fra den 1. september 2011. Efter en operation og en efterfølgende genoptræning kom medarbejderen i arbejdsprøvning hos en privat virksomhed i perioden fra den 5. november til den 30. november 2012. Medarbejderen blev bevilliget et fleksjob den 20. decem­ber 2012.

Østre Landsret frifandt samtlige kommuner for påstanden om godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, idet det ikke kunne betegnes som værende af en sådan grov­hed, at kommunerne ikke allerede, da de blev mødt med kravet om fratrædelsesgodtgørelse eller først efter nogen tid, betalte en fratrædelsesgodtgørelse. Østre Landsret lagde herved særligt vægt på, at der var tale om et tvivl­somt fortolkningsspørgsmål.

Dommene viser, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret vurdering af, om den pågældende medarbejder reelt har søgt anden beskæftigelse og dermed har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere. Det har i den forbindelse ingen betydning, at medarbejderen rent faktisk overgår til efterløn, så længe medarbejderen fortsat søger anden beskæftigelse. Dommene viser samtidig, at det ikke er tilstrækkeligt, at den pågældende medarbejder kun søger få jobs efter sin fratrædelse.

Sagerne er eller forventes anket til Højesteret.