Bortvist på grund af ADHD

Bortvisning på grund af ADHD var uberettiget. Det fastslog Højesteret ved dom af 13. juni 2013.

Sagen drejede sig om en advokatsekretær, der blev bortvist fra en tidsbegrænset ansættelse efter fire dages arbejde med den begrundelse, at hun havde undladt at informere arbejdsgiveren om, at hun led af ADHD, at hendes særlige behov ville lægge en for stor arbejdsbyrde på hendes kolle­gaer, og at kontorets klienter krævede stor spontanitet, fleksibilitet og tolerance.

Sagen har tidligere været behandlet ved Sø- og Handelsret­ten, som vi tidligere har omtalt i vores nyhedsbrev fra ok­tober 2011.

Højesteret fastslog indledningsvis, at advokatsekretæren havde opfyldt en eventuel oplysningspligt efter helbreds­oplysningsloven ved i tilknytning til ansættelsessamtalen at oplyse om sin ADHD-lidelse til de to andre advokatsekre­tærer, som også deltog i ansættelsessamtalen.

Det var derfor uberettiget at bortvise hende under henvisning til, at hun ikke havde opfyldt sin oplysningspligt, og hun havde som følge heraf krav på erstatning for løn og feriegodtgø­relse i opsigelsesperioden.

Højesteret fastslog derefter, at advokatsekretæren led af ADHD i en sådan grad, at hun var omfattet af handicapbe­grebet i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv.

Da hun var bortvist med henvisning til sin ADHD-lidelse, forelå der direkte forskelsbehandling efter forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 2. Advo­katsekretæren blev herefter tilkendt en godtgørelse, der med udgangspunkt i de retningslinjer, der har udviklet sig i praksis ved afskedigelse i strid med ligebehandlingslovens § 9, blev fastsat til 6 måneders løn.

Dommen viser, at ADHD kan indebære en sådan funktions­nedsættelse, at lidelsen udgør et handicap i forskelsbe­handlingslovens forstand. Dommen ligger således i direkte forlængelse af EU-Domstolens dom af 11. april 2013, som Højesteret også henviser til.

Dommen viser endvidere, at godtgørelsesniveauet efter forskelsbehandlingsloven bør være det det samme som efter ligebehandlingsloven, dvs. 6 måneder ved meget kort anciennitet, 9 måneder som hovedregel og 12 måneder ved særligt skærpende om­stændigheder.

Dommen kan findes her.