Vikarloven vedtaget

Forslag til Lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau m.v. er blevet vedtaget, og loven vil dermed være en realitet med virkning fra den 1. juli 2013.

Forslag til Lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau m.v. er blevet vedtaget, og loven vil dermed være en realitet med virkning fra den 1. juli 2013.

Med loven implementeres vikardirektivet, der bl.a. har til formål at beskytte vikaransatte og forbedre kvaliteten af vikararbejde ved at introducere et princip om ligebehand­ling mellem vikaransatte og brugervirksomhedens egne medarbejdere.

Loven finder anvendelse på vikarer, som har indgået en arbejdsaftale med et dansk eller et udenlandsk vikarbureau og af vikarbureauet udsendes til brugervirksomheder i Danmark for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses tilsyn og ledelse. Det er således en forudsætning for lovens anvendelse, at der består et trepartsforhold (vikar­bureau - vikar - brugervirksomhed), ligesom det understre­ges i bemærkningerne til loven, at vikaren skal være ansat i vikarbureauet med det formål at blive udsendt.

Arbejds­formidling, entreprise eller lejlighedsvis udlån af arbejds­kraft er således ikke omfattet af loven.

Ligebehandlingsprincippet indebærer, at vikarbureauet skal sikre, at vikaren under dennes udsendelse til en bru­gervirksomhed, for så vidt angår arbejdstidens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde, ferie, hel­ligdage og aflønning, mindst har vilkår svarende til, hvad der ville have været gældende i medfør af lovgivning, kol­lektive overenskomster eller andre bindende generelle bestemmelser, hvis vikaren havde været ansat direkte af brugervirksomheden til udførelse af samme arbejdsop­gave.

Selvom vikaren i henhold til ligebehandlingsprincippet ville være berettiget til eksempelvis pensionsbidrag ved ansæt­telse direkte i brugervirksomheden, åbner loven op for, at vikarbureauet kan udelade betaling heraf, såfremt vikaren kompenseres med anden lønbetaling. Det er dog en betin­gelse, at vikaren samlet set ikke stilles ringere.

Loven forbyder vikarbureauets anvendelse af successive udsendelser af vikaren uden saglig begrundelse. Forbuddet skal sikre, at der ikke sker en omgåelse af brugervirksom­hedens eventuelle anciennitetsbestemte vilkår. Endvidere har vikaren efter anmodning herom til vikarbureauet ret til at få oplysninger om de ansættelsesvilkår, som vikaren efter ligebehandlingsprincippet har ret til under sin udsen­delse.

Klausuler, der forbyder eller reelt forhindrer, at vikaren efter en udsendelses ophør kan tage ansættelse hos en brugervirksomhed, er ugyldige. Det er dog tilladt for vikar­bureauet at kræve en rimelig betaling for tjenester, som er ydet brugervirksomheden i forbindelse med udsendelsen, ansættelsen og uddannelsen af vikaren.

Brugervirksomheden har efter loven pligt til at informere vikaren om ledige stillinger, så vikaren - på linje med andre lønmodtagere - har mulighed for at opnå fast ansættelse i brugervirksomheden. Endvidere skal vikaren sikres adgang til kollektive faciliteter og goder i brugervirksomheden på lige fod med brugervirksomhedens egne lønmodtagere, medmindre der er objektive grunde til at forskelsbehandle vikaren.  

Vikarbureauets og brugervirksomhedens manglende over­holdelse af loven er sanktioneret afhængig af overtrædel­sens karakter. Eksempelvis er vikarbureauets forsætlige eller groft uagtsomme krænkelse af ligebehandlingsprin­cippet bødesanktioneret, ligesom vikaren - udover et even­tuelt efterbetalingskrav - vil kunne tilkendes en godtgø­relse.

Loven og dens ligebehandlingsprincip kan i vidt omfang fraviges ved kollektiv overenskomst, der er indgået mellem de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark.

Vikarloven og dens rækkevidde giver anledning til forskel­lige overvejelser, ligesom loven er uklar på flere punkter.

Det er eksempelvis uklart, hvordan "andre bindende gene­relle bestemmelser" skal afgrænses efter loven, herunder om retten til en betalt fridag i henhold til en medarbejder­håndbog udgør en sådan bestemmelse.

Det bliver derfor interessant at se, hvordan implementeringen af vikarloven vil blive udmøntet i praksis.

Efter sommerferien afholder vi et seminar, hvor vi følger op på loven og dens udfordringer.