Flypersonale havde ikke funktionærstatus

Piloter og den øvrige flybesætning havde ikke funktionærsta­tus. Det fastslog Østre Landsret ved dom af 17. juni 2013.

Piloter og den øvrige flybesætning havde ikke funktionærsta­tus. Det fastslog Østre Landsret ved dom af 17. juni 2013.

I forbindelse med en konkursbehandling ved Sø- og Han­delsretten opstod der spørgsmål om, hvorvidt en kaptajn, en styrmand, en kabinechef (cabin chief) og en ste­wardes­se (cabin attendant) havde funktionærstatus og dermed krav på minimalerstatning efter funktionærlovens § 3.

Sø- og Handelsrettens skifteret fandt efter en konkret vur­dering, at ingen af flybesætningens medlemmer havde funktionær­status.

For så vidt angår kaptajnen og styrmanden lagde Sø- og Handelsrettens skifteret vægt på, at den centrale opgave for pilo­terne bestod i at sikre, at passagerne kom forsvar­ligt frem til destinationen, og at dette arbejde ikke havde karakter af en teknisk eller klinisk bistandsydelse efter funktionærlo­vens § 1, stk. 1, litra b. Skifteretten fandt heller ikke, at piloter­nes arbejde kunne henføres under funktionærlovens § 1, stk. 1, litra c, jf. litra d, om arbejdsle­delse, idet de helt cen­trale personalemæssige opgaver blev varetaget af perso­nalet på landjorden.

For så vidt angår kabinechefen og stewardessen lagde Sø- og Handelsrettens skifteret vægt på, at kabinechefen og kabineper­sonalets primære funktion var at vejlede pas­sagerne om sikkerheden om bord og navnlig bistå disse, hvis der op­stod en uventet situation. Den omstændighed, at de tillige skulle servere mad og drikke til fortæring på stedet, kunne ikke henføre arbejdet under funktionær­lovens § 1, stk. 1, litra a, om handelsarbejde, da denne ydelse alene havde accessorisk karakter i forhold til den sikkerhedsmæssige opgave.

Sø- og Handelsrettens skifterets dom af 17. august 2012 er tidligere omtalt i vores nyhedsbrev fra september 2012.

Østre Landsret stadfæstede Sø- og Handelsrettens skifte­rets dom af de grunde, som var anført af Sø- og Handelsret­tens skifteret, og da det, der var anført for Landretten, ikke kunne føre til et andet resultat.

Dommen viser, at der ved vurderingen af, om en ansat har funktionærstatus, skal foretages en helhedsvurdering af den ansattes arbejdsopgaver. Det afgørende for funk­tio­nærstatus er, om den ansatte i overvejende grad udfører netop det arbejde, der er opregnet i funktionærlovens § 1, stk. 1.