Opsigelse af licensaftale og brug af ABBA-varemærket

Sø- og Handelsretten afsagde den 4. juni 2013 dom i en sag, hvor Universal Music Group International ("Universal") havde opsagt en vederlagsfri licensaftale om brug af ABBA-varemærket med en koncern inden for underholdningsbranchen ("CSE"), og om hvorvidt CSE efterfølgende var berettiget til at anvende ABBA-varemærket.

CSE indgik i 2002 aftale med ABBA's mangeårige manager om vederlagsfri brug af ABBA-varemærket i forbindelse med et kopishow. Brugen var dog betinget af, at ABBA ikke blev skrevet med omvendt B, og at skrifttypen ikke mindede om ABBA's. Aftalen var ikke gjort uopsigelig og indeholdt intet opsigelsesvarsel.

CSE solgte herefter kopishowet til en række koncertarrangører i Europa. Showet blev betegnet "ABBA - the show" og "ABBA - the music", hvilket var de betegnelser, som CSE i henhold til licensaftalen var givet tilladelse til at anvende. CSE var desuden ejer og bruger af domænenavnet abba-the-show.com, abba-the-music.com samt abba-the-music.dk.

Universal rettede i efteråret 2008 henvendelse til CSE vedrørende deres brug af ABBA-varemærket og anmodede dem om at ophøre med at anvende ABBA-varemærket i forbindelse med deres shows, idet de mente af brugen udgjorde en krænkelse.

Parterne forsøgte herefter at finde en løsning på brugen af ABBA-varemærket og diskuterede i denne forbindelse muligheden for at indgå en ny licensaftale, som ikke var vederlagsfri, og hvor muligheden for brugen af ABBA-varemærket blev indskrænket. Da forhandlingerne ikke mundede ud i en løsning, tilkendegav Universal i november 2010, at de ville overgive sagen til deres advokat. CSE fortsatte herefter deres brug af ABBA-varemærket.

Universal anlagde herefter sag med påstand om, at den oprindelige licensaftale var opsagt allerede i efteråret 2008, da Universal første gang rettede henvendelse til CSE, og at CSE's efterfølgende brug af ABBA-varemærket var uretmæssig.

Sø- og Handelsretten nåede frem til, at den oprindelige licensaftale først var opsagt i november 2010, eftersom parterne i perioden frem til dette tidspunkt forsøgte at finde en løsning, som blandt andet inkluderede mulighederne for en ny licensaftale.

Eftersom den opsagte licensaftale ikke indeholdt et opsigelsesvarsel, nåede Sø- og Handelsretten frem til, at CSE havde krav på et rimeligt varsel. Dette varsel medførte efter Sø- og Handelsrettens opfattelse, at CSE i maj 2010 (6 måneder efter opsigelsen) burde havde ophørt med brugen af ABBA-varemærket.

Sø- og Handelsretten fandt desuden, at eneejeren og direktøren i de koncernforbundne selskaber havde et selvstændigt ansvar for de skete krænkelser, eftersom det var ham, som havde indgået i forhandlingerne med Universal om en løsning på problemet, og eftersom han derfor vidste, at Universal mente, at brugen af ABBA-varemærket udgjorde en krænkelse.

Eftersom CSE og direktøren havde benyttet ABBA-varemærket uberettiget i en periode, havde Universal krav på et rimeligt vederlag efter varemærkelovens § 43 for brugen af varemærkerne i omkring 2 år. Dette vederlag blev af retten fastsat skønsmæssigt til kr. 1.000.000. Universal havde dog ikke dokumenteret, at der var sket en skade på ABBA-varemærket, og der var derfor ikke grundlag for at tilkende Universal erstatning.

Læs hele dommen her.