Pornografisk collage udgjorde ophavsretskrænkelse

Østre Landsret har i en dom den 25. februar 2013 tilkendt en fotograf 30.000 kr. i vederlag og godtgørelse for kunstneren Christian von Hornsleths brug af hendes fotografi i en pornografisk collage.

Sagen drejede sig om et portrætfotografi af en forfatter, bestilt af et forlag til anvendelse på omslaget. Hornsleth benyttede en del af portrætfotoet i en collage med teksten "Teach me real love". Fotografiet af forfatterens ansigt var indsat på en nøgen kvindekrop, omgivet af flere nøgne mænd, i en stærkt pornografisk kontekst. Collagen var ikke solgt, og der blev trykt 10-12 plakater med motivet fra collagen.

I Hornsleths collage indgik hele ansigtet fra portrætfotografiet, og fotografiet udgjorde et væsentligt element i collagen. Derfor fandt både byret og Østre Landsret Hornsleths anvendelse i strid med ophavsretslovens § 70.

At fotografen (med samtykke fra forfatteren og forlaget) havde lagt portrætfotoet ud på sin Facebook-profil, gav ikke Hornsleth ret til brug af fotografiet i collagen. Retten fandt heller ikke, at Hornsleths gengivelse og spredning af fotografiet kunne anses som travesti, jf. ophavsretslovens § 4, stk. 2.

Der blev ikke taget stilling til, om fotoet havde værkshøjde og derfor, tillige med beskyttelsen i ophavsretslovens § 70, var beskyttet som fotografisk værk i medfør af § 1.

For krænkelse af fotografens eneret til fotografiet, blev Hornsleth pålagt at betale 5.000 kr. i vederlag.

Retten kom også frem til, at fotografiet var ændret og gjort tilgængeligt for almenheden på en måde, der er krænkende for ophavsmanden, jf. ophavsretslovens § 3, stk. 2.

Retten udtalte, at Hornsleths anvendelse af portrætfotografiet i en stærkt pornografisk collage var i strid med respektretten. Hvad der oprindeligt var et portrætfoto til en bog indgik nu i en pornografisk collage. Dette udløste en godtgørelse på 25.000 kr. til fotografen.

Dommen er et eksempel på, at hensynet til beskyttelse af fotografiske billeder eller værker kan veje tungere end hensynet til andre kunstneres ytringsfrihed.