Skatterådet tager stilling til den momsretlige behandling af individuel porteføljeforvaltning

Skatterådet har i tre nye bindende svar taget stilling til den momsretlige behandling af individuel porteføljeforvaltning. Skatterådet fandt bl.a., at en ydelse i form af rådgivning og gennemførelse af værdipapirhandler efter forudgående accept fra investeringskunden var momsfritaget.

Skatterådet har i tre nye bindende svar taget stilling til den momsretlige behandling af individuel porteføljeforvaltning. Skatterådet fandt bl.a., at en ydelse i form af rådgivning og gennemførelse af værdipapirhandler efter forudgående accept fra investeringskunden var momsfritaget.

Den momsretlige behandling af individuel porteføljeforvaltning 

EU-Domstolen fastslog i dommen af 19. juli 2012 i sag C-44/11, Deutsche Bank AG, at individuel porteføljeforvaltning kan være momspligtig. Dommen er nærmere beskrevet i Plesners nyhedsbrev fra september 2012.

I december 2012 offentliggjorde Skatteministeriet sin fortolkning af dommen i styresignalet SKM2012.751.SKAT, hvorefter SKAT med virkning fra den 1. juli 2013 ændrede sin praksis i lyset af Deutsche Bank-dommen.

Ydelser, der består i dels et rådgivningselement i form af analyse og overvågning af investorkundens formue (der isoleret set er momspligtigt), og dels et formidlingselement i form af gennemførelse af køb og salg af værdipapirer på vegne af investorkunden (der isoleret set er momsfritaget), udgør én samlet momspligtig ydelse, såfremt elementerne skal "sidestilles", idet det ikke er muligt at anse det ene element for at være hovedydelsen og det andet element for at være en biydelse.

Med de tre nye bindende svar har Skatterådet forholdt sig til afgrænsningen mellem momspligtig og momsfritaget individuel porteføljeforvaltning.

I det første bindende svar, offentliggjort den 6. august 2013 i SKM2013.547.SR, fandt Skatterådet, at det forhold, at den omhandlede finansielle virksomhed - i modsætning til Deutsche Bank-sagen - ikke leverede konto- og depotføring (der isoleret set er momspligtig), var uden betydning.

Skatterådet fandt endvidere, at det forhold, at rådgivningselementet og formidlingselementet blev faktureret særskilt i henhold til to forskellige kontrakter, konkret var uden betydning.

Skatterådet fandt således, at den omhandlede porteføljeforvaltning var momspligtig.

I det andet og tredje bindende svar, offentliggjort den 19. august 2013 i SKM2013.563.SR og SKM2013.564.SR, fandt Skatterådet derimod, at det forhold, at de omhandlede pengeinstitutter - i modsætning til Deutsche Bank-sagen - ikke havde mandat til at træffe beslutninger om køb og salg af værdipapirer uden forudgående accept fra investorkunden, var af afgørende betydning.

Det manglende mandat indebar, at gennemførelsen af handlerne måtte anses som hovedydelsen, mens rådgivningen om valg af investeringsstrategi og den efterfølgende overvågning af markedet udgjorde biydelser, således at der var tale om én samlet momsfritaget ydelse.

Vurdering 

Skatterådet fastslår, at den momsretlige behandling af individuel porteføljeforvaltning beror på en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder.

Det er vores vurdering, at der alene er tale om "sidestillede" elementer (med momspligt til følge), hvis levering af det ene element - for den gennemsnitlige investorkunde - konkret ikke ville give mening uden det andet element.

Når der ikke er tale om "sidestillede" elementer, må det vurderes, om elementerne momsmæssigt udgør én samlet ydelse, og - i givet fald - hvilket element, der udgør hovedydelsen (der er afgørende for den momsmæssige behandling af ydelsen).

I det første bindende svar fra Skatterådet i SKM2013.547.SR var der tale om "sidestillede" elementer, mens dette ikke var tilfældet i det andet og tredje bindende svar i SKM2013.563.SR og SKM2013.564.SR.

Afgørende var i denne forbindelse, om porteføljeforvalteren havde mandat til at træffe selvstændig beslutning om køb og salg af værdipapirer på vegne af investorkunden (momspligtig forvaltning), eller om porteføljeforvalteren ikke havde et sådant mandat (momsfritaget forvaltning).

For yderligere information kontakt advokat Tom Kári Kristjánsson, advokat Anders Strandet Jepsen eller advokatfuldmægtig Mathias Kjærsgaard Larsen.