Meddelelse om, at afskedigelse skyldtes vold, var ikke injurier

Det var ikke injurier at skrive ud til forældre og lærere, at en lærer var afskediget på grund af veldokumenteret vold mod en elev. Det kom Østre Landsret frem til ved dom af 3. oktober 2013.

Det var ikke injurier at skrive ud til forældre og lærere, at en lærer var afskediget på grund af veldokumenteret vold mod en elev. Det kom Østre Landsret frem til ved dom af 3. oktober 2013.

En lærer blev afskediget, fordi hun havde givet en lussing til en elev, der i strid med reglerne havde siddet med sin te­lefon under et foredrag.

På grund af uro på skolen og rygtedannelser sendte for­standeren en email ud til samtlige lærere og forældre om, at læreren var afskediget på grund veldokumenteret vold mod en elev.

Sagen drejede sig dels om berettigelsen af afskedigelsen, herunder om det var bevist, at læreren havde givet en lussing til eleven, dels om forstanderen ved sin email havde fremsat en strafbar sigtelse, jf. straffelovens § 267.

Landsretten frifandt skolen, idet det fandtes bevist, at læreren havde givet en lussing til eleven.

Landsretten frifandt også forstanderen for påstand om straf og erstatning, idet udtalelsen fandtes straffri, jf. straffelovens § 269, stk. 1, 1. led, da der var ført sand­heds­bevis for udtalelsen. Efter omstændighederne i for­bindelse med sigtelsernes fremsættelse fandt Landsretten heller ikke grundlag for at pålægge straf i medfør af straf­felovens § 270, stk. 1, der omhandler utilbørlig fornær­mende sigtel­ser og sigtelser, som man ikke har haft rime­lig anledning til at fremsætte.

Byretten var nået til samme resultat.

Dommen viser, at det under særlige omstændigheder kan være berettiget at orientere en bredere kreds af medarbej­dere og forældre om en begrundelse for en afskedigelse.