Forskelsbehandling af unge under 18 år

Ulige vilkår i overenskomst med hensyn til aflønning og afskedigelse af unge under 18 år var ikke i strid med beskæftigelsesdirektivet. Det fastslog Højesteret ved dom af 14. november 2013.

Sagen drejede sig om en medarbejder, der var ansat som servicemedarbejder i Irma A/S fra han var 16-17 år. Under ansættelsen modtog han lavere løn end de voksne ansatte. Da medarbejderen fyldte 18 år, blev han afskediget.

Det følger af forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 5, at:

"Uanset bestemmelsen i stk. 1 er loven ikke til hinder for bestemmelser i kollektive aftaler og overenskomster om særlige regler for aflønning af unge under 18 år. Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder med hensyn til ansættelse, lønvilkår og afskedigelse finder ikke anvendelse for lønmodtagere under 18 år, hvis ansættelse er omfattet af en kollektiv overenskomst, der indeholder særlige regler om aflønning af unge under 18 år."

Der var således enighed mellem parterne om, at både aflønningen og afskedigelsen skete i overensstemmelse med forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 5, og reglerne i den overenskomst mellem Irma A/S og HK Handel, som var gældende for ansættelsen.

Spørgsmålet var derfor alene, om den forskelsbehandling, der var i overensstemmelse med overenskomsten og omfattet af undtagelsen i forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 5, var forenelig med beskæftigelsesdirektivets artikel 6, stk. 1, om berettigelse af ulige behandling på grund af alder.

Højesterets afgørelse

Højesteret lagde til grund, at formålet med forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 5, var at fremme den erhvervsmæssige integration af unge under 18 år. Højesteret fandt på den baggrund, at forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 5, og den overenskomstmæssigt fastlagte ordning mellem HK og Irma var objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål som forudsat i beskæftigelsesdirektivets artikel 6, stk. 1.

Højesteret fandt endvidere, at lavere aflønning af unge under 18 år end voksne og muligheden for at afskedige dem, når de fylder 18 år, måtte anses for hensigtsmæssige og nødvendige midler, der var egnet til at nå målet om at fremme deres erhvervsmæssige integration.

Højesteret lagde særlig vægt på, at det efter forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 5, kun er muligt at fravige forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder med hensyn til ansættelse, aflønning og afskedigelse af unge under 18 år, men ikke i forhold til andre arbejdsvilkår, og at bestemmelsen ikke giver arbejdsgiverne en generel adgang til at behandle unge under 18 år ulige med hensyn til aflønning og afskedigelse, men kun i det omfang ansættelsen er omfattet af en kollektiv overenskomst, der indeholder særlige regler om aflønning af unge under 18 år.

Forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 5, og den overenskomstfastlagte ordning mellem Irma og HK gik derfor ikke videre, end hvad der var nødvendigt efter beskæftigelsesdirektivets artikel 6, stk. 1.

Landsretten var kommet til samme resultat.

Dommen viser, at forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 5, og overenskomstbestemmelser omkring ulige behandling af unge under 18 år med hensyn til løn og afskedigelse er forenelig med beskæftigelsesdirektivets artikel 6, stk. 1, om berettigelse af ulige behandling på grund af alder.