"Nej tak" betyder Nej tak

"Nej tak"-ordningen, der giver mulighed for at fravælge modtagelsen af reklamer i postkassen eller brevsprækken, udvides fra den 1. januar 2014. Udvidelsen medfører, at "Nej tak" i fremtiden betyder nej tak til både adresseløse reklamer og reklamer påtrykt adresse men uden navn.

Den nuværende "Nej tak"-ordning omfatter adresseløse reklamer, mens reklamer med påtrykt navn kan omdeles. Årsagen til indførelsen af den nye ordning er en dom afsagt af Højesteret den 12. april 2013, der fastslog, at Post Danmark A/S forsendelse "Med Rundt", der var påtrykt adresse men ikke navn, kunne omdeles, selvom modtageren var tilmeldt Robinson-listen.

En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til en bestemt fysisk person, hvis den pågældende har frabedt sig dette via Robinson-listen. Højesteret fastslog, at en forsendelse med adresse men ikke navn, ikke var en henvendelse til en bestemt fysisk person. Tilmelding til den nye "Nej tak"-ordning betyder, at erhvervsdrivende ikke må omdele adresseløse reklamer eller reklamer påtrykt adresse men uden navn til den pågældende.

"Nej tak"-ordningen omfatter alle forsendelser, der har erhvervsmæssig karakter, uanset om der er tale om egentlige tilbud og købsopfordringer eller positiv omtale og branding af den erhvervsdrivende afsender. Tilbudsaviser, daglige gratisaviser, ugeaviser, salgsmateriale, lokale vejvisere og telefonbøger samt gratis magasiner mv. er eksempler på forsendelser omfattet af "Nej tak"-ordningen. Enhver adresse kan tilmeldes "Nej tak"-ordningen, uanset om forbrugere, erhvervsdrivende, foreninger, klubber eller myndigheder m.fl. disponerer over adressen.

Den nye "Nej tak"-ordning består, ligesom den foregående, af to modeller. I den ene model, "Reklamer - Nej tak", frabedes reklamer (med undtagelse af reklamer påtrykt navn og adresse). I den anden model, "Reklamer og gratis aviser - Nej tak", frabedes både omdeling af reklamer samt telefonbøger, lokale vejvisere samt diverse kataloger, gratisaviser og andet materiale.

Den nye "Nej tak"-ordning er resultatet af forhandlinger mellem Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet samt distributører og annoncører m.fl. og kan findes på Forbrugerombudsmandens hjemmeside under "Retningslinjer af 1. oktober 2013 om god markedsføringsskik ved omdeling af forsendelser uden påført navn".