Højesteretsdom om TV der ikke ville kunne modtage public service-kanaler

Højesteret har den 29. november givet en forbruger medhold i, at han kunne ophæve købet af et fladskærms-tv, fordi forbrugeren ikke var blevet oplyst om, at tv'et, kort tid efter købet, ikke ville kunne modtage public service-kanaler uden køb af ekstraudstyr.

I sagen havde en forbruger i januar 2008 købt et fladskærms-tv hos Expert, der forhandler tv, computere, audio- og elektroniske produkter.

I sommeren 2007 offentliggjorde Kulturministeriet et beslutningspapir, tiltrådt af partierne bag daværende medieaftale, hvori det var besluttet, at public service-kanalerne i 2009 og 2012 skulle overgå til at sende i MPEG 4-standard. Beslutningen medførte, at tv'er, der kun kunne modtage signaler i MPEG 2-standarden, ikke kunne modtage public service-kanalerne DR K, DR HD og Ramasjang fra november 2009 og DR1, DR2 og TV2 fra 2012.

Forbrugerens fladskærms-tv kunne kun modtage tv-signaler i MPEG 2-standarden, så da DR i november 2009 overgik til at sende visse kanaler i MPEG 4-standard købte forbrugeren en tv-boks, så han var i stand til at modtage kanalerne.

Forbrugeren var i januar 2008 ikke klar over de kommende ændringer i signalstandarder, og Expert oplyste ikke om dem ved købet. I efteråret 2007 havde der været så mange informationer om overgangen til ny standard, at Højesteret tiltrådte Østre Landsrets vurdering om, at Expert i januar 2008 burde have vidst, at det pågældende udstyr ikke uden tilkøb af tv-boks kunne vise visse DR-kanaler.

I medfør af købeloven kan en forbruger ophæve et køb, hvis salgsgenstanden lider af en mangel, der ikke er uvæsentlig. Højesteret udtalte, at Experts forsømmelse af at give forbrugeren oplysninger om, at tv'et indenfor dets normale brugsperiode ikke ville kunne modtage public service-kanaler, medmindre der tilkøbtes ekstraudstyr, var en mangel, der som udgangspunkt ikke var uvæsentlig. Derfor havde forbrugeren ret til at hæve købet.

Forbrugeren anvendte tv'et fra januar 2008 til april 2012. Højesteret fandt derfor, at Expert var berettiget til, at fradrage 10 % af købesummen per år, i alt 2.300 kr. for den nytte forbrugeren havde haft af tv'et i perioden med fradrag af 500 kr., der udgjorde købsprisen for tv-boksen.

Højesteretsdommen kan få betydning for en række forbrugere, som fra efteråret 2007 har købt et tv, der kun var i stand til at modtage signal i MPEG 2-format. Har sælgeren ikke oplyst om de nye signalstandarder og har forbrugerne ikke haft viden om forholdet, kan købet som udgangspunkt ophæves. Det er dog en betingelse, at forbrugeren har klaget til sælgeren senest to år efter overgivelse af tv'et.

Dommen viser, at erhvervsdrivende, der sælger elektronik mv., som hurtigt kan forældes, har pligt til at holde sig ajour med produkternes anvendelighed. Den erhvervsdrivende er desuden forpligtet til at vejlede kunderne om forhold, som vil få betydning for produkternes anvendelighed, når disse forhold er kendt i markedet.

Højesteretsdommen kan læses her.