Arbejdsgiver var fortsat bundet af vilkår fra kommunal overenskomst

Arbejdsgiver var fortsat forpligtet til at betale medarbejdernes egetbidrag til pensionsordning. Det fastslog Faglig voldgift ved en afgørelse af 17. december 2013.

Arbejdsgiver var fortsat forpligtet til at betale medarbejdernes egetbidrag til pensionsordning. Det fastslog Faglig voldgift ved en afgørelse af 17. december 2013.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en arbejdsgiver havde været berettiget til at lade medarbejderne betale egetbidraget til deres pension, eller om arbejdsgiveren var forpligtet til at betale hele bidraget.

Arbejdsgiveren havde tidligere været en kommunal forsyningsvirksomhed, og grundlaget og udgangspunktet for parternes overenskomst var den kommunale overenskomsts vilkår om, at egetbidraget betaltes af arbejdsgiver.

Parterne indgik i april 2008 en ny overenskomst, men der stod intet heri om en ændring af pensionsbidraget. Det stod i overenskomsten, at 1/3 af pensionsbidraget var egetbidrag, men det var ikke anført, hvem der skulle betale dette.

Arbejdsgiveren gjorde gældende, at en ordlydsfortolkning førte til, at egetbidraget skulle betales af den ansatte, og at fagforbundet måtte have præciseret sit synspunkt under overenskomstforhandlingerne, hvis man ville fastholde en særlig pensionsordning.

Opmanden fandt, at forhandlingerne foregik på grundlag af den kommunale overenskomst, og da der ikke var aftalt nogen ændringer om pensionsbidraget, var det reglerne heri, der fandt anvendelse. Opmanden lagde vægt på, at dette også tidligere havde været praksis hos arbejdsgiveren, hvilket bl.a. blev bevist med en ansættelseskontrakt fra september 2011, hvoraf det fremgik, at arbejdsgiveren betalte hele pensionsbidraget. Opmanden fandt på denne baggrund, at arbejdsgiveren var forpligtet til at betale egetbidraget.

Som konsekvens af dette skulle der efterbetales manglende løn og ferieydelser under iagttagelse af forældelseslovens regler. Derudover blev arbejdsgiveren pålagt at betale en bod på kr. 20.000.

Afgørelsen viser - i overensstemmelse med tidligere afgørelser - at overenskomster ikke fortolkes ud fra ren ordlydsfortolkning. Derudover viser afgørelsen, at den part, der påstår, at en bestemmelse er ændret under overenskomstforhandlingerne, har bevisbyrden for det. Afgørelsen viser endelig, at en arbejdsgivers efterfølgende overholdelse af tidligere praksis vil kunne tillægges betydelig vægt, da det kan tages som udtryk for, at arbejdsgiveren har opfattet sig som retligt forpligtet til at handle på denne måde.

Afgørelsen synes hård for så vidt angår bodsspørgsmålet, da der var tvist om, hvem der skulle betale egetbidraget, og da denne tvist først blev afklaret ved den faglige voldgift. I sådanne situationer pålægges sædvanligvis ikke bod.