200.000 kr. i bodsansvar

En arbejdsleders langvarige sygefravær og bemandingsproblemer kunne ikke fritage en arbejdsgiver for bodsansvar. Det kom Arbejdsretten frem til ved en dom af 10. februar 2014.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en virksomhed skulle betale bod for manglende overholdelse af en bestemmelse i VVS Overenskomst 2010-2012, der gav medarbejderne ret til 2 ugers betalt efter- og videreuddannelse, da virksomheden kun i beskedent omfang havde opfyldt medarbejdernes kursusønsker for 2011. Virksomheden havde erkendt at have begået overenskomstbrud, men mente, at der forelå formildende omstændigheder. Virksomheden henviste til en servicechefs langvarige sygdom og hensynet til virksomhedens drift som følge af nedmanding på grund af finanskrisen, som bevirkede, at efteruddannelsesaktiviteterne i et vist omfang blev forsinkede.

Det var ubestridt, at virksomhedens tillidsrepræsentant havde afleveret medarbejdernes ønsker om efter- og videreuddannelse for 2011 til virksomhedens direktør. Arbejdsretten havde efter bevisførelsen lagt til grund, at tillidsrepræsentanten på møderne i samarbejdsudvalget og i forhold til direktøren løbende havde forsøgt at få gennemført medarbejdernes ret til efter- og videreuddannelse, og at han i den anledning havde udarbejdet flere kursusplaner med henblik på den konkrete gennemførelse heraf. På trods af dette blev medarbejdernes ret til efter- og videreuddannelse ikke opfyldt.

Efter karakteren og grovheden af det begåede forhold, herunder det betydelige antal medarbejdere, der ikke fik den ønskede efter- og videreuddannelse, og da de af arbejdsgiveren anførte omstændigheder ikke kunne udgøre formildende omstændigheder, fandt Arbejdsretten, at arbejdsgiveren skulle betale en bod på kr. 200.000.

Dommen viser, at en arbejdsgivers egne forhold, såsom bemandingsproblemer eller arbejdslederens sygdom, ikke udgør en undskyldelig omstændighed, der kan fritage arbejdsgiver for bodsansvar, når der er tale om overtrædelse af en klar overenskomstregel.

Det høje bodsbeløb skyldes formentlig, at der var tale om en forholdsvis klar overenskomstregel, der ikke frembød fortolkningsproblemer, og at overenskomstbruddet gik ud over et betydeligt antal medarbejdere.