Uberettiget bortvisning

Mangelfuld udførelse af arbejdet efter advarsel udgjorde ikke en så grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, at det kunne berettige en bortvisning. Det kom Vestre Landsret frem til ved en dom af 20. januar 2014.

Mangelfuld udførelse af arbejdet efter advarsel udgjorde ikke en så grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, at det kunne berettige en bortvisning. Det kom Vestre Landsret frem til ved en dom af 20. januar 2014.

Sagen drejede sig om en medarbejder i et rengøringsfirma, der var blevet bortvist for mangelfuldt rengøringsarbejde i forbindelse med dennes rengøring af trappeopgange. Medarbejderen havde en uge forinden modtaget en advarsel for samme forhold. Efter advarslen havde arbejdsgiveren lagt sten og cigaretskodder i de trappeopgange, som medarbejderen skulle rengøre de efterfølgende dage. Ved en efterfølgende inspektion blev det konstateret, at flere af disse sten og cigaretskodder stadig lå, hvor de var blevet anbragt. Arbejdsgiveren valgte herefter at bortvise medarbejderen.

Landsretten lagde indledningsvis til grund, at medarbejderen ikke havde udført rengøringen med den kvalitet, som normalt ville kunne forventes, og at dette blev påtalt i en skriftlig advarsel.

På baggrund af medarbejderens forklaring fandt landsretten imidlertid ikke, at det var bevist, at medarbejderen ikke havde udført nogen rengøring overhovedet efter advarslen. Herefter fandt landsretten - i modsætning til byretten og uanset indholdet af advarslen - at alene det forhold, at arbejdet ikke var udført tilfredsstillende, ikke kunne karakteriseres som en så grov misligholdelse af ansættelsesaftalen, at det berettigede en bortvisning.

Medarbejderen havde herefter krav på løn i sin opsigelsesperiode med tillæg af feriepenge. Landsretten fandt herefter, at kravet ikke skulle reduceres med de dagpenge, som medarbejderen havde fået udbetalt i opsigelsesperioden, idet disse måtte forventes krævet tilbagebetalt til A-kassen.

Landsretten tog herefter stilling til medarbejderens påstand om, at arbejdsgiveren uberettiget havde fratrukket kr. 100 hver måned for medarbejderens - og alle andre medarbejderes - løn til en festkasse for personalet. Da festkassebeløbet stod på en særskilt konto, og medarbejderen i de 21 måneder, hvor der var sket en trækning, ikke havde protesteret, var der ikke tale om et uberettiget fratræk i lønnen.

Dommen viser, at mangelfuldt udført arbejde ikke nødvendigvis vil udgøre en så væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, at det kan berettige en bortvisning, uanset om medarbejderen tidligere har modtaget advarsler vedrørende sit utilstrækkelige arbejde. Dette vil som udgangspunkt kræve, at der er tale om grovere fejl eller forsømmelser.