Opsigelser ud fra overenskomsthjemlet senioritetsliste udløste godtgørelse

Luftfartsselskab måtte betale godtgørelse til piloter for opsigelser begrundet i overenskomsthjemlet senioritetsliste. Det fandt Østre Landsret ved en dom af 24. marts 2014.

Luftfartsselskab måtte betale godtgørelse til piloter for opsigelser begrundet i overenskomsthjemlet senioritetsliste. Det fandt Østre Landsret ved en dom af 24. marts 2014.

I sagen havde luftfartsselskabet i forbindelse med en større fyringsrunde opsagt fire medarbejdere efter deres indplacering på en overenskomstaftalt senioritetsliste. Listen beroede på anciennitet som primært kriterium, men såfremt to medarbejdere havde samme anciennitet, blev den ældste medarbejder placeret øverst. Listen lå til grund for forfremmelser, afskedigelser m.m.

I sagen for landsretten var det ubestridt, at opsigelserne udgjorde direkte forskelsbehandling som følge af alder. Spørgsmålet var derfor alene, hvorvidt der som følge af forskelsbehandlingen skulle tilkendes godtgørelse og i så fald størrelsen af denne.

Luftfartsselskabet mente, at der forelå undskyldelige omstændigheder, idet selskabet på opsigelsestidspunktet var af den opfattelse, at der alene forelå indirekte forskelsbehandling, som var sagligt begrundet, og at forskelsbehandlingen desuden var omfattet af undtagelses-bestemmelsen i forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 3, hvorefter det i kollektive overenskomster er tilladt at fastsætte aldersgrænser. Denne bestemmelse omhandler dog alene af-gangsalder, og den er således ikke udtryk for en generel frihed til at lægge vægt på alder, når blot dette er hjemlet i en kollektiv overenskomst.

Landsretten kom frem til, at piloterne var berettiget til en godtgørelse, idet luftfartsselskabet havde foretaget en direkte forskelsbehandling til trods for, at medarbejderne forinden opsigelsen havde tilkendegivet, at en sådan ville udgøre aldersdiskrimination. Det kunne ikke tillægges vægt, at luftfartsselskabet havde haft en forkert opfattelse af, hvordan forskelsbehandlingsloven skulle forstås.

Landsretten fandt det uden betydning for godtgørelsesudmålingen, at luftfartsselskabet mere end et år senere genansatte piloterne, idet dette var driftsmæssigt begrundet og ikke udtryk for en ændret vurdering af grundlaget for opsigelserne, herunder spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder.

Piloterne blev derfor tilkendt en godtgørelse svarende til 9 måneders løn, hvilket også havde været tilfældet ved både Ligebehandlingsnævnet og byretten.

Dommen viser, at en vildfarelse omkring retmæssigheden af en opsigelse ikke udgør en undskyldelig omstændighed i forhold til godtgørelsesudmålingen efter forskelsbehandlingsloven og - må det også antages - ligebehandlingsloven, såfremt vildfarelsen alene skyldes arbejdsgiverens urigtige fortolkning af de relevante lovbestemmelser.

Dommen viser endvidere, at det ikke ændrer herved, at modparten i et overenskomstforhold har lagt den samme fejlagtige opfattelse til grund.