Højere sygeløn for fagforeningsmedlemmer

Det var ikke i strid med foreningsfrihedsloven at udbetale mindre sygeløn til medarbejdere, der ikke var organiseret i et overenskomstbærende forbund. Det fandt Vestre Landsret ved dom af 14. marts 2014.

Det var ikke i strid med foreningsfrihedsloven at udbetale mindre sygeløn til medarbejdere, der ikke var organiseret i et overenskomstbærende forbund. Det fandt Vestre Landsret ved dom af 14. marts 2014.

To kartonnagearbejdere havde under en sygeperiode fået udbetalt fuld sygeløn. I henhold til den gældende overenskomst var det dog alene medlemmer af de overenskomstbærende forbund, der havde ret til fuld sygeløn, mens øvrige ansatte alene havde ret til sygeløn svarende til satsen for sygedagpenge. De to medarbejdere havde dog ikke været organiseret i et af de overenskomstbærende forbund, og da arbejdsgiveren opdagede dette, foretog denne modregning af det for meget udbetalte i medarbejdernes løn. De to medarbejdere lagde herefter sag an mod arbejdsgiveren, da de mente, at overenskomstbestemmelsen var i strid med foreningsfrihedsloven.

Foreningsfrihedsloven blev i 2006 ændret som følge af en dom fra Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol. Dommen fastlog, at Danmark ved at tillade eksklusivaftaler havde svigtet at beskytte den negative fagforeningsfrihed. I henhold til forarbejderne skulle lovændringen sikre ansattes fagforeningsfrihed i forbindelse med ansættelse og afskedigelse. Spørgsmålet i sagen var derfor, om foreningsfrihedsloven også beskyttede ansatte mod forskelsbehandling under deres ansættelse.

Landsretten fandt, at foreningsfrihedsloven efter sin ordlyd og efter forarbejderne alene sigter på at beskytte fagforeningsfriheden i forbindelse med ansættelse og afskedigelse. Derimod fandtes der ingen beskyttelse under ansættelsen, hvilket, landsretten fandt, var i overensstemmelse med den Europæiske Menneskerettigheds Konvention. 

Da overenskomstbestemmelsen om sygeløn var et udtryk for forskelsbehandling under ansættelsen, var bestemmelsen således ikke i strid med foreningsfrihedsloven, ligesom forskelsbehandlingen heller ikke var udtryk for, at medarbejderne blev ramt af en de facto eksklusivbestemmelse i strid med foreningsfrihedsloven.

Da det ikke kunne lægges til grund, at medarbejderne vidste eller burde have vidst, at de ikke havde haft krav på fuld sygeløn, fandt landsretten, at arbejdsgiveren ikke havde haft ret til at foretage modregning i medarbejdernes løn. Arbejdsgiveren skulle derfor tilbagebetale dette beløb.

Dommen viser, at foreningsfrihedsloven ikke er til hinder for, at en overenskomstbestemmelse forskelsbehandler medarbejdere på baggrund fagforeningsforhold under ansættelsen. Beskyttelsen finder alene anvendelse i forbindelse med ansættelse og opsigelse.