Ingen EU-ret til barsel til "sociale mødre"

EU-retten giver ikke en kvinde, som har fået et barn via en surrogataftale, ret til barselsorlov. Det fandt EU-Domstolen ved to domme af 18. marts 2014.

EU-retten giver ikke en kvinde, som har fået et barn via en surrogataftale, ret til barselsorlov. Det fandt EU-Domstolen ved to domme af 18. marts 2014.

I begge sager - der stammede fra henholdsvis England og Irland - var der tale om medarbejdere, der havde fået et barn via en surrogataftale. Surrogataftalerne var i begge sager erklæret lovlige af de nationale myndigheder.

De to kvinder anmodede begge om orlov med løn svarende til en barselsorlov eller en adoptionsorlov. Anmodningerne blev imidlertid afvist med den begrundelse, at kvinderne aldrig var gravide, og at børnene ikke var adopteret af forældrene. Kvinderne mente, at dette var i strid med EU-retten, idet der var tale om forskelsbehandling på grund af graviditet eller køn. Den irske medarbejder mente derudover, at det ligeledes udgjorde en forskelsbehandling på grund af handicap, idet årsagen til, at hun ikke kunne blive gravid, skyldtes en sjælden sygdom.

EU-Direktivet om gravide arbejdstagere

EU-Domstolen bemærkede indledningsvis, at tildeling af barselsorlov på grundlag af EU-direktivet om gravide arbejdstagere forudsætter, at den pågældende arbejdstager har været gravid og har født barnet. EU-Domstolen fandt derfor ikke, at den ”sociale mor”, som har fået barnet uden at have født det selv, var omfattet af direktivet, og medlemsstaterne var derfor heller ikke forpligtet til at sikre, at sådanne arbejdstagere fik samme ret til barselsorlov som kvinder, der har født et barn.

EU-direktivet om ligebehandling af mænd og kvinder

EU-Domstolen fandt heller ikke, at den manglende ret til barselsorlov var i strid med EU-direktivet om ligebehandling, eftersom den sociale far var stillet på samme måde efter de nationale lovgivninger.

EU-Domstolen fandt heller ikke, at afslaget på at give den sociale mor orlov med løn svarende til en adoptionsorlov var omfattet af EU-direktivet om ligebehandling. EU-Domstolen lagde herved vægt på, at EU-direktivet udelukkende bestemmer, at når der er givet en adoptions-orlov, skal de pågældende arbejdstagere være beskyttet mod afskedigelse og have ret til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde.

EU-direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv

Domstolen afviste i øvrigt, at der var tale om forskelsbehandling på grund af handicap, idet der ikke var tale om en barriere, der forhindrede arbejdstageren i fuldt og effektivt at deltage i erhvervsmæssig aktivitet på lige fod med andre arbejdstagere.

Dommene viser, at EU-retten ikke sidestiller "sociale mødre" med adoptivmødre eller mødre, der lige har født, og at sådanne sociale mødre derfor ikke er omfattet af den EU-retlige beskyttelse.

Dommene er også interessante i en dansk kontekst, idet ligebehandlingsloven netop er baseret på det EU-direktiv, der fortolkes i dommene, ligesom både denne og barselloven alene omtaler graviditet og adoption.

Det er derfor et åbent spørgsmål, om de danske domstole vil fortolke disse love i overensstemmelse med de afsagte domme, eller om de vil lægge en videre beskyttelse til grund.