Opdatering af LinkedIn-profiler var i strid med konkurrenceklausul

To tidligere medarbejderes opdatering af deres LinkedIn-profiler, mens de var omfattet af en konkurrenceklausul, var i strid med klausulen. Det kom Retten i Århus frem til ved en dom af 16. april 2013.

Sagen drejede sig om to medarbejdere, der havde opsagt deres stillinger for at tage arbejde i en konkurrerende virksomhed. Idet begge medarbejdere var omfattet af konkurrenceklausuler, var aftalen med den nye arbejdsgiver, at ansættelsen først skulle begynde efter konkurrenceklausulens udløb.

Inden konkurrenceklausulens udløb valgte begge medarbejdere at opdatere deres LinkedIn-profiler, således at den nye arbejdsgiver blev angivet som "nuværende arbejdsgiver" - uanset at stillingen ikke var tiltrådt. Den tidligere arbejdsgiver mente, at den opdatering udgjorde en overtrædelse af konkurrenceklausulerne.

Byretten lagde indledningsvis til grund, at personlige relationer var vigtige i den pågældende branche, særligt i forbindelse med en del af de arbejdsopgaver, som medarbejderne udførte. Derudover lagde retten til grund, at medarbejderne havde knyttet personlige relationer til en række personer i branchen, og at de via LinkedIn var 'connected' til en del af disse.

I forbindelse med opdateringen af LinkedIn-profilen blev der automatisk sendt en meddelelse til medarbejdernes connections. Byretten fandt, at en sådan målrettet kommunikation fra medarbejderne til personer, de havde opbygget en professionel relation til som led i deres arbejde for den tidligere arbejdsgiver, var i strid med konkurrenceklausulen. Medarbejderne blev derfor dømt til at skulle betale en konventionalbod.

For den ene medarbejder blev konventionalboden nedsat fra kr. 595.452 til kr. 100.000, idet han på sin LinkedIn-profil havde angivet, at han først startede en dato efter udløbet af konkurrenceklausulen, og idet han straks fjernede opdateringen efter henvendelse fra den tidligere arbejdsgiver.

Konventionalboden for den anden medarbejder blev nedsat fra kr. 126.822 til kr. 100.000. Her udgjorde det en skærpende omstændighed, idet han have angivet en ansættelsesdato, der lå inden udløbet af konkurrenceklausulen, og idet han kort forinden havde fået indskærpet konkurrenceklausulen. Denne medarbejder havde dog også fjernet opdateringen straks efter henvendelse fra den tidligere arbejdsgiver.

Dommen er efter det oplyste anket til landsretten.

Dommen viser, at medarbejderes adfærd på sociale medier, herunder angivelse af nyt job "før tid", kan udgøre et brud på en konkurrenceklausul og sandsynligvis også den almindelige loyalitetsforpligtelse, særligt såfremt kontakterne er opbygget gennem deres arbejde.