Samlevers handicap medførte beskyttelse, men der var ikke skabt formodning for forskelsbehandling

Opsigelse udgjorde ikke forskelsbehandling, selvom samlevers funktionsnedsættelse som følge af betændelse i rygmarven udgjorde et handicap. Det fandt Ligebehandlingsnævnet ved en afgørelse af 30. april 2014.

Sagen drejede sig om en kundeservicemedarbejder, der blev opsagt kort tid efter, at han havde holdt 8 fraværsdage fordelt over flere perioder, fordi hans samlever blev indlagt med betændelse i rygmarven. Opsigelsen blev begrundet med ønske om omstrukturering i afdelingen og en helt anden profil på medarbejderens stilling. Medarbejderen mente imidlertid, at opsigelsen var begrundet i fraværet i forbindelse med samleverens indlæggelse, og at der derfor var tale om forskelsbehandling på grund af handicap.

Ligebehandlingsnævnet lagde indledningsvis til grund, at handicapbeskyttelsen ikke var begrænset til den handicappede selv, men også gjaldt for personer, der var knyttet til den handicappede, som fastslået af EU-domstolen i Coleman-sagen (C-303/06). Dernæst fandt Ligebehandlingsnævnet blandt andet på baggrund af EU-domstolens afgørelse i Ring og Werge-sagerne (C-335/2011 og C-337/2011), at handicap skulle fortolkes således, at en diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom kunne udgøre et handicap, hvis den forårsagede en langvarig begrænsning af arbejdsevnen.

Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at medarbejderens samlever havde nedsat funktion i form af styringsbesvær af arme og ben samt neurogene smerter. Dette betød, at hun havde brug for hjælpemidler og hjælp i det daglige. Derudover kunne det ikke på baggrund af de lægelige oplysninger antages, at der alene var tale om en tilstand af midlertidig eller forbigående karakter, hvorfor Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at der var tale om en varig eller længerevarende funktionsnedsættelse. Ligebehandlingsnævnet konkluderede derfor, at samleverens tilstand måtte sidestilles med et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Ligebehandlingsnævnet fandt derimod ikke, at medarbejderen havde påvist faktiske omstændigheder, der skabte en formodning for forskelsbehandling. Den tidsmæssige sammenhæng mellem fraværet og afskedigelsen var ikke i sig selv tilstrækkelig til at skabe en sådan formodning. Nævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at intet tydede på, at arbejdsgiveren var bekendt med, at samleverens sygdom udgjorde et handicap, eller at arbejdsgiveren havde et sådant kendskab til sygdommens karakter og omfang, at arbejdsgiveren måtte formode, at medarbejderen i fremtiden ville have yderligere fravær som følge af sygdommen.

Afgørelsen er i overensstemmelse med den praksis, som er fastlagt af EU-domstolen i Coleman- og Ring og Werge-sagerne.

En medarbejder vil således også kunne være omfattet af handicapbeskyttelsen, hvis dennes samlever lider af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Derudover vil en lægelig diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom kunne udgøre et handicap, hvis der er tale om en længerevarende sygdom, der udgør en begrænsning af personens arbejdsevne. 

Afgørelsen viser også, at selvom der er en nær tidsmæssig sammenhæng mellem fraværet og opsigelsen, vil dette ikke nødvendigvis alene skabe en formodning for forskelsbehandling - særligt hvis arbejdsgiveren ikke har et sådant kendskab til sygdommen, at der er anledning til at tro, at medarbejderen i fremtiden vil have yderligere fravær som følge af sygdommen.