Snævrere regler for konkurrenceklausuler

Regeringen lægger i sin vækstpakke 2014 op til en stramning af grænserne for konkurrence- og kundeklausuler, mens jobklausuler helt skal forbydes.

Regeringen lægger i sin vækstpakke 2014 op til en stramning af grænserne for konkurrence- og kundeklausuler, mens jobklausuler helt skal forbydes.

Konkurrenceklausuler hindrer medarbejdere i at tage ansættelse i konkurrerende virksomheder inden for en - i klausulen - nærmere fastsat periode. Dette giver arbejdsgivere mulighed for at beskytte sig selv imod, at medarbejdere, der har oparbejdet en stor erfaring og et godt netværk, straks tager ansættelse hos konkurrenten, efter at arbejdsgiveren har investeret store ressourcer i udviklingen af medarbejderens kompetencer.

Kundeklausulerne fungerer som et værn mod tidligere medarbejderes henvendelse til deres gamle kunder efter fratrædelsen hos den tidligere arbejdsgiver.

Der gælder i dag nogle særlige kompensationsregler for funktionærer for sådanne klausuler, ligesom de i øvrigt for alle lønmodtagere kan tilsidesættes i det omfang, de findes urimelige.

Jobklausuler er klausuler mellem to virksomheder - eller en virksomhed og en (oftest ledende) medarbejder - hvor det aftales, at den ene virksomhed ikke "kaprer" den andens medarbejdere, eller at den tidligere medarbejder ikke tager sine hidtidige kolleger med til en ny arbejdsgiver. Klausulerne er bl.a. et solidt værn for leverandører af (især videnstunge) tjenesteydelser, således at kunderne ikke forsøger at opnå en besparelse ved at rekruttere leverandørens medarbejdere til at tage ansættelse hos sig.

Regeringen lægger i Vækstpakke 2014 op til en drastisk regulering af reglerne om sådanne klausuler.

Regeringen foreslår konkret, at:

  • reglerne om kompensation for funktionærer udstrækkes til at gælde for alle lønmodtagere, 
  • klausulerne fremadrettet alene kan have en varighed på 12 måneder, hvor der p.t. ikke er nogen grænse, idet en urimelig lang klausul dog vil blive tilsidesat som netop urimelig, 
  • kompensationen for klausulerne skal afspejles i klausulernes længde, og 
  • jobklausuler helt skal forbydes.

Initiativet vil medføre et ringere værn for arbejdsgiverne og større omkostninger for disse, i det omfang de fortsat vil anvende klausuler over for ikke-funktionærer.