Ny forordning præciserer kategorier af instrumenter, der kan benyttes til aflønning i form af variabel løn

Ny forordning, der præciserer kategorier af instrumenter, der kan benyttes til aflønning i form af variabel løn, er trådt i kraft.

Ny forordning, der præciserer kategorier af instrumenter, der kan benyttes til aflønning i form af variabel løn, er trådt i kraft.

Forordningen trådte i kraft den 9. juni 2014 og præciserer de kategorier af instrumenter, som i tilstrækkelig grad afspejler et instituts kreditkvalitet som en going concern, og som egner sig til at blive anvendt for så vidt angår variabel løn. Ligeledes er en ny forordning, der identificerer væsentlige risikotagere i finansielle virksomheder, trådt i kraft. Sidstnævnte forordning har vi omtalt andet sted i dette nyhedsbrev.

Forordningen fastlægger regler for kategorier af hybride kernekapitalinstrumenter, supplerende kapitalinstrumenter og andre instrumenter, der fuldt ud kan konverteres til egentlige kernekapitalinstrumenter. For at kategorierne ifølge forordningen kan anses for egnet til at blive anvendt for så vidt angår variabel løn, stiller forordningen en række krav til de enkelte kategorier.

Forordningen indeholder blandt andet krav om, at instrumenterne skal indeholde passende udløsende hændelser for nedskrivning eller konvertering, der begrænser værdien af instrumenterne i situationer, hvor instituttets kreditkvalitet som en going concern er blevet forværret. Derudover indeholder forordningen krav for værdifastsættelsen af instrumenterne i visse tilfælde og særlige krav for udbytte, der gives på baggrund af instrumenterne. 

Forordningen er baseret på en betragtning om, at variabel løn bør fremme en forsvarlig og effektiv risikostyring og ikke tilskynde risikotagning, som overskrider instituttets risikotoleranceniveau. De kategorier af instrumenter, der kan benyttes ved aflønning i form af variabel løn, tiltænkes at give instituttets medarbejdere incitamenter til at handle i instituttets langsigtede interesse og ikke løbe uforholdsmæssigt store risici.

Forordning nr. 527/2014 af 12. marts 2014, der præciserer kategorier af instrumenter, der kan benyttes til aflønning i form af variabel løn, kan findes her.

Forordning nr. 604/2014 af 4. marts 2014 vedrørende væsentlige risikotagere kan findes her.