EU-Domstolen skal tage stilling til, hvorvidt private arbejdsgivere tillige er hindret i at benytte funktionærlovens § 2a, stk. 3

Højesteret forelægger § 2a-sag omhandlende en privat arbejdsgiver for EU-Domstolen.

Højesteret forelægger § 2a-sag omhandlende en privat arbejdsgiver for EU-Domstolen.

På baggrund af EU-Domstolens dom i Ole Andersen-sagen og Højesterets dom af 17. januar 2014 er det fastslået, at offentlige arbejdsgivere - i det omfang medarbejderen godtgør at have til hensigt at fortsætte sin erhvervsmæssige karriere - ikke kan undlade at udbetale en § 2a-godtgørelse med henvisning til, at funktionæren ved fratrædelsen vil oppebære en alderspension fra arbejdsgiveren. Hvorvidt samme retsstilling gør sig gældende for private arbejdsgivere er endnu uafklaret.

Højesteret har i en verserende sag om et krav på 2a-godtgørelse over for en privat arbejdsgiver afsagt en kendelse, hvorved Højesteret anmoder EU-Domstolen om at oplyse, om det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder indeholder et forbud mod en bestemmelse som funktionærlovens § 2a, stk. 3.

Formålet hermed må antages at være at få afklaret, hvorvidt EU-Domstolens dom i Ole Andersen sagen primært er grundet i forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder i beskæftigelsesdirektivet, som ikke har direkte virkning over for private arbejdsgivere, eller om det derimod baserer sig på det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, som Domstolen har udtalt vil kunne finde anvendelse direkte over for private arbejdsgivere.

Kendelsen medfører, at det endnu ikke er afklaret, hvorvidt en funktionær kan kræve en fratrædelsesgodtgørelse fra en privat arbejdsgiver i tilfælde, hvor funktionæren ellers i overensstemmelse med EU-Domstolens præmisser i Ole Andersen-dommen og Højesterets præmisser i dom af 17. januar 2014 ville have krav på fratrædelsesgodtgørelse, fordi funktionæren kan godtgøre, at denne har til hensigt at fortsætte sin erhvervsmæssige karriere og derfor tilsigter at give afkald på alderspension.

Kendelsen medfører endvidere, at private arbejdsgivere fortsat vil kunne afvise krav på fratrædelsesgodtgørelse i en situation, hvor betingelserne i funktionærlovens § 2a, stk. 3, er opfyldt, under henvisning til at retstilstanden på dette punkt endnu ikke er afklaret.