Ingen "straf" for tilbageholdelse af 2a-godtgørelse

Tilbageholdelse af 2a-godtgørelse gav ikke godtgørelse for aldersdiskrimination. Det kom Højesteret frem til ved dom af 12. september 2014.

En regional medarbejder, der var ansat i fleksjob som følge af leddegigt, blev i forbindelse med en større afskedigelsesrunde grundet en omstrukturering - der var nødvendiggjort af besparelser - opsagt den 16. december 2010 til fratrædelse den 1. maj 2011.

Opsigelsen medførte to problemstillinger. For det første mente medarbejderen, at opsigelsen skyldtes leddegigten. Derudover havde regionen på opsigelsestidspunktet undladt at udbetale en § 2a-godtgørelse under henvisning til, at der verserede sager om adgangen til en sådan godtgørelse, og at regionen ville respektere resultatet heraf. Medarbejderen mente, at den forsinkede udbetaling udgjorde aldersdiskrimination.

Parterne var enige om, at medarbejderen var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, idet skånehensyn bl.a. tilsagde, at medarbejderen ikke måtte lave tunge løft, og at hendes arbejdstid var 16 uger om ugen.

Regionen havde foretaget en prioritering ud fra en række generelle kriterier, herunder opgavevaretagelsen og faglige og personlige kvalifikationer, da det besluttedes, hvem der skulle opsiges.

Det fremgik af opsigelsesbrevet, at medarbejderen var blandt dem, som bedst kunne undværes i forhold til opgaveløsningen efter strukturændringerne. Efter nedlæggelsen af de åbne sygehusafdelinger var det således nødvendigt med en bemanding med medarbejdere med et timetal så tæt på en fuldtidsstilling som muligt, og alle ansatte skulle kunne medvirke i fuldt omfang i alarmsituationer til at fastholde svært urolige og fysisk stærke patienter, hvilket var uforeneligt med medarbejderens skånehensyn.

Højesteret lagde efter bevisførelsen til grund, at fysisk styrke og fleksibilitet med hensyn til arbejdstid efter omstruktureringen var nødvendige kompetencer for de tilbageværende medarbejdere. Da medarbejderen ikke opfyldte kravene, og da opsigelsen af hende ikke kunne være afværget ved at foretage hensigtsmæssige foranstaltninger, forelå der ikke direkte forskelsbehandling.

Der forelå dog en indirekte forskelsbehandling, da kriterierne med hensyn til arbejdstid og fysisk styrke stillede hende ringere end andre personer. Det var dog bevist, at denne var sagligt begrundet i hensynet til varetagelsen af opgaveløsningen efter strukturændringen. Opsigelsen havde endvidere været nødvendig for at opnå dette saglige formål, hvorfor den ikke udgjorde en krænkelse af hendes rettigheder efter forskelsbehandlingsloven. Landsretten var nået til samme resultat.

For så vidt angik fratrædelsesgodtgørelsen fandt Højesteret - i overensstemmelse med sin tidligere praksis i U2014.1116H og U2014.1119H samt landsrettens dom - at EU-Domstolens dom af 12. oktober 2010 i Ole Andersen-sagen havde givet den enkelte arbejdsgiver anledning til nærmere at overveje dommens betydning for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse til en medarbejder, der ved sin fratræden havde ret til alderspension.

Udbetalingen skete den 26. januar 2012, og Højesteret fandt, at forsinkelsen måtte anses for en forholdsvis begrænset krænkelse. Der var således tale om aldersdiskrimination, men krænkelsen var ikke grov nok til, at der skulle ydes en godtgørelse.

Dommen understreger, at hensynet til en arbejdsgivers drift kommer i første række, medmindre arbejdsgiveren uden stor ulempe kan foretage afhjælpningsforanstaltninger, der gør det muligt at tilgodese driften såvel som hensynet til medarbejderens handicap.

Dommen bekræfter samtidig bemærkningerne i nyheden om Højesterets forelæggelse af en sag om en privat arbejdsgivers udbetaling af 2a-godtgørelse for EU-Domstolen, idet private arbejdsgivere - indtil en afklaring af retstilstanden finder sted - til fulde må være berettigede til at undlade at udbetale godtgørelser i tilfælde, hvor betingelserne i funktionærlovens § 2a, stk. 3, er opfyldt, da retstilstanden for private arbejdsgivere er desto mere usikker, end tilfældet var for de offentlige arbejdsgivere.