Manglende evne til at varetage arbejdsopgaverne medførte saglig opsigelse

Det var sagligt at opsige sygeplejerske i flexjob, da hun ikke var i stand til at varetage arbejdsopgaverne. Faglig voldgifts tilkendegivelse af 8. september 2014.

Sagen omhandlede en sygeplejerske ansat i et flexjob 25 timer ugentligt (i perioder havde hun arbejdet 26-30 timer ugentligt). Hun varetog sygeplejerskefaglige opgaver i 5 timer om ugen, mens hun de resterende timer varetog plejeopgaver.

Hun havde fra januar 2011 til den 30. november 2011 haft i alt 47 fraværsdage. Nogle af disse dage skyldtes sygdom, mens andre skyldtes, at hun efter aftale med sin overordnede holdt fri af skånehensyn.

Fredag d. 2. december gik hun hjem, fordi hun følte sig dårlig, og mandag den 5. december sygemeldte hun sig med stress. Herefter blev der den 21. december afholdt et møde mellem sygeplejersken, hendes overordnede, en jobkonsulent og en bekendt til sygeplejersken. Formålet var at drøfte muligheder for hendes tilbagevenden på arbejdet. Hun angav selv på mødet ændringer i sit privatliv og ændringer på strukturen på arbejdspladsen som årsagen til sygemeldingen. Hun mente samtidig, at deltagelsen i plejeopgaverne var blevet for omfattende for hende.

Hun ønskede derfor kun at påtage sig udførelsen af de sygeplejerskefaglige opgaver på 5 timer ugentligt. Hendes overordnede oplyste herefter, at hun desværre ville være nødt til at opsige sygeplejersken. Der var på mødet enighed om, at dette var den bedste løsning, hvis ikke sygeplejersken kunne nøjes med udførelsen af de sygeplejerskefaglige opgaver. Dette fremgik både af journalrapporten og af alles forklaringer om forløbet af mødet.

På denne baggrund blev sygeplejersken partshørt om en påtænkt opsigelse med frist for at fremsætte bemærkninger. Sygeplejersken fremkom ikke med bemærkninger og inddrog ikke Dansk Sygeplejeråd i sagen.

Sygeplejersken havde flere gange under sin ansættelse, herunder i en pjece til anvendelse inden for fagområdet, givet udtryk for, at hendes kolleger og især hendes overordnede havde ydet en stor indsats for at tage hensyn til hendes behov, og at det var på denne baggrund, at hun havde været i stand til at arbejde i det omfang, hun havde kunnet.

Under disse omstændigheder, og når der i øvrigt også hensås til det særlige mentorforhold mellem sygeplejersken og hendes overordnede, fandt opmanden ikke, at kommunen havde haft anledning til at give en advarsel, hvilken han ikke fandt at være en relevant reaktion i den givne situation. Der var heller ikke grundlag for at kritisere, at kommunen ikke forsøgte at omplacere hende. Opmanden fandt derfor, at opsigelsen havde været saglig.

Tilkendegivelsen viser, at en arbejdsgiver ikke er tvunget til at skabe flere arbejdsopgaver af en bestemt art for at tilpasse medarbejderens behov. Tilkendegivelsen viser samtidig, at arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at forsøge at omplacere i det omfang, medarbejderens begrænsninger må antages at umuliggøre dette.

Som tilkendegivelsen er formuleret, ser sagen ud til at være ført alene med påstand om godtgørelse for usaglig afskedigelse og ikke en sag efter forskelsbehandlingsloven. Det er usikkert, om sagen havde fået samme udfald, hvis forskelsbehandlingsloven havde været i spil, navnlig henset til arbejdsgiverens forpligtelse til at foretage kompenserende foranstaltninger.