Forenkling af 2a-reglerne

Nyt lovforslag, der vil medføre 2a-godtgørelse i alle tilfælde, hvor de grundlæggende betingelser er opfyldt, er sendt i høring.

Nyt lovforslag, der vil medføre 2a-godtgørelse i alle tilfælde, hvor de grundlæggende betingelser er opfyldt, er sendt i høring.

Lovforslaget indeholder nye anciennitetsgrænser for, hvornår opsagte funktionærer vil modtage en fratrædelsesgodtgørelse. Som hidtil er funktionærer berettiget til 1 månedsløn, hvis de har været ansat i mere end 12 år på fratrædelsestidspunktet. Fremover vil funktionærer optjene ret til 3 måneders løn, hvis de har været ansat i mere end 17 år på fratrædelsestidspunktet. Optjeningsretten for 3-måneders godtgørelse afkortes således med et enkelt år, men samtidig fjernes det hidtidige mellemliggende trin på 2 måneders godtgørelse efter 15 års ansættelse.

Lovforslaget lægger derudover op til at fjerne stk. 2-4 i funktionærlovens § 2a, således at godtgørelsen sikres i alle tilfælde, hvor funktionæren opfylder anciennitetskravet i stk. 1. Arbejdsgiverne vil - hvis lovforslaget vedtages - ikke kunne afvise at udbetale en godtgørelse med henvisning til, at funktionæren kan oppebære folkepension eller en alderspension fra arbejdsgiveren, hvis funktionæren er indtrådt i den pågældende pensionsordning før det fyldte 50. år.

Der er tale om en betydelig forenkling af de hidtil gældende regler og skal ses i lyset af den usikkerhed, som EU-Domstolens dom i Ole Andersen-sagen og de efterfølgende danske sager på området har skabet om retstilstanden. 

Lovforslaget medfører en ændring i formålet med godtgørelsen, idet den fremover skal ses som en belønning for tro tjeneste frem for en hjælp til at lette overgangen til anden beskæftigelse efter mange år ved samme arbejdsgiver.

Lovforslaget vil, såfremt det vedtages, træde i kraft den 1. februar næste år.