Hensynet bag aldersdiskriminerende opsigelser medførte mindre godtgørelser

Hensynene bag aldersdiskrimination måtte tillægges vægt ved fastsættelsen af godtgørelsesniveauet. Det fandt Højesteret ved dom af 1. oktober 2014.

Hensynene bag aldersdiskrimination måtte tillægges vægt ved fastsættelsen af godtgørelsesniveauet. Det fandt Højesteret ved dom af 1. oktober 2014.

Sagen omhandlede 6 piloter, som alle var fyldt 60 år, der i forbindelse med nødvendige omstruktureringer i 2008 blev opsagt. Udvælgelsen af piloterne skete efter en aftale mellem arbejdsgiveren og piloternes fagforening, hvorefter de pensionsberettigede piloter skulle afskediges først.

Det var for Højesteret - ligesom for landsretten - ubestridt, at der var sket direkte forskelsbehandling.

Piloterne havde mellem 18 og 35 års anciennitet, og byretten havde på denne baggrund valgt at tilkende dem en godtgørelse på 9 måneders løn. Landsretten nedsatte godtgørelsen til 3 måneders løn med henvisning til, at aldersdiskriminationen var af mindre grov karakter.

Piloternes fagforening ankede dommen og henviste i den forbindelse til Højesterets afgørelse i U2013.2575H, hvor en medarbejder fik 6 måneders godtgørelse som følge af en bortvisning, der alene skyldtes, at hun led af ADHD. Højesteret henviste i den forbindelse til de retningslinjer, der i praksis havde udviklet sig ved afskedigelse i strid med diskriminationsforbuddet.

I den konkrete sag ville de almindelige retningslinjer føre til godtgørelser på mere end 6 måneders løn grundet piloternes høje anciennitet, men Højesteret fandt, at der var grundlag for at fravige udgangspunktet i nedadgående retning.

De henviste - ligesom landsretten - i den forbindelse til, at det var nødvendigt at foretage afskedigelser som følge af arbejdsmangel, og at afskedigelseskriterierne var blevet fastlagt mellem arbejdsgiveren og pilotforeningerne, hvor begge parter mente, at det var den mest skånsomme måde at foretage personalereduktionerne på, hvilket skyldtes, at piloterne indtil 2005 havde haft en pligtig afgangsalder på 60 år. Det måtte derfor antages, at de gennem hele deres karriere havde indrettet deres personlige økonomi og pensionsforhold på en fratrædelse som 60-årig, og man ønskede derfor at tage større hensyn til unge piloter, der havde stiftet familie.

Højesteret fastsatte på denne baggrund godtgørelsen til 4 måneders løn, hvorved de især lagde vægt på, at udvælgelseskriteriet var tænkt som objektivt begrundet i sociale hensyn.

Dommen viser, at der ved fastsættelsen af godtgørelser for forskelsbehandling må tages hensyn til grovheden af overtrædelsen, hvorfor der må foretages en konkret vurdering af den krænkelse, medarbejderne måtte være blevet påført, og de hensyn, som måtte ligge bag.