Omvendt bevisbyrde fandt anvendelse for kommende far

Ligebehandlingsnævnet anvender den omvendte bevisbyrde for kommende far. Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 22. oktober 2014.

Sagen omhandlede en flyttemand, som blev afskediget kort tid efter, at han havde oplyst sin arbejdsgiver om sin hustrus graviditet.

Arbejdsgiveren påstod, at denne ved afskedigelsen ikke kendte til, at medarbejderen snart skulle være far, og gjorde gældende, at afskedigelsen var begrundet i en vurdering af, hvilke medarbejdere der bedst kunne undværes i fremtiden. Ifølge arbejdsgiveren indeholdt vurderingen saglige og objektive kriterier, herunder engagement, fleksibilitet, effektivitet, sygefravær, engelskkundskaber, kvalitet, faglighed og mødetid.

Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at medarbejderen havde orienteret sin arbejdsgiver om graviditeten, idet han kort tid inden afskedigelsen havde bedt om fri til at kunne være med til fødselsscanningen.

Ligebehandlingsnævnet fastslog herefter, at fædres beskyttelsesperiode løber under moderens graviditet, hvorfor det påhvilede arbejdsgiveren at godtgøre, at graviditeten hverken helt eller delvis havde haft betydning for arbejdsgiverens beslutning om at opsige medarbejderen.

Nævnet fandt ikke, at arbejdsgiveren havde løftet denne bevisbyrde, idet opsigelsen skete i forbindelse med, at medarbejderen oplyste om sin hustrus graviditet, og idet medarbejderen i forbindelse med sit første barn havde haft ca. seks måneders orlov fra sit job.

Da der ikke forelå oplysninger om, at medarbejderens arbejde i øvrigt gav anledning til påtale, fandt nævnet, at afskedigelsen var i strid med ligebehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af køn.

Medarbejderen fik således medhold i sagen og blev tilkendt en godtgørelse på kr. 170.000, svarende til ni måneders løn.

Afgørelsen viser - i linje med tidligere afgørelser - at den omvendte bevisbyrde for arbejdsgivere, der afskediger medarbejdere under graviditet, ikke alene beskytter moderen, men tillige yder beskyttelse af faderen.