Er du en dygtig softwareudvikler med erfaring inden for Powershell, C#, API'er og forretningsprocesser?
Plesner Advokatpartnerselskab søger en passioneret og kompetent kollega til vores it-team, der arbejder med softwareudvikling, databaser og integrationsudvikling.
Om stillingen:
Som en del af Plesners it-team vil du arbejde med Microsoft baserede systemer og være ansvarlig for vedligeholdelse og udvikling af nye integrationer, der automatiserer administrationen af sags- og medarbejderdata mellem interne og eksterne systemer. Erfaring med Dynamics 365 vil være en fordel, men er ikke et krav.
Dine arbejdsopgaver vil også omfatte kodning i .NET til sags-relaterede integrationer og udvikling af mindre administrative webapplikationer. Du vil arbejde tæt sammen med vores Senior Data Architect, som spiller en central rolle i jeres samarbejde og bistår med opgaver inden for SQL, BI og rapportering. Da opgaverne ofte involverer datadrevne processer, vil kendskab til databaser være en fordel.
Udover at samarbejde med vores Senior Data Architect vil du også blive en del af et større it-team bestående af 11 kompetente kolleger inden for drift, support og projektstyring.
Vores forventninger til dig
Du er en erfaren udvikler med kompetencer inden for Powershell, C#, API'er og gerne med indsigt i forretningsprocesser inden for advokat- eller revisionsbranchen. Du er en teamplayer og værdsætter videndeling og samarbejde i et miljø præget af komplekse opgaver og professionelle relationer med høj faglighed, lige som et sjovt og livligt arbejdsmiljø er noget, du vægter højt.
Om Plesner
Hos Plesner får du mulighed for at arbejde i en dynamisk og fagligt stærk organisation, hvor der er gode muligheder for at udvikle dig fagligt. Vi lægger stor vægt på både faglighed og de bløde værdier og stræber efter at skabe et arbejdsmiljø, hvor alle trives. Fleksibilitet i arbejdsdagen vægter vi højt, hvor du i vid udstrækning er medbestemmende i relation til arbejdstid og -sted, da vi tror på, at man selv er den bedste til at planlægge sin arbejdsdag.
Vi tilbyder attraktive løn- og ansættelsesforhold, der matcher dine kvalifikationer, i en fuldtidsstilling på 37,5 timer om ugen eksklusiv frokost.
Vil du vide mere
kan du kontakte it-chef Claus Egholm Nielsen eller HR-manager Henriette Wulff Holm på 33 12 11 33.
Din ansøgning
sender du hurtigst muligt med relevante bilag, og vi inviterer løbende til samtaler, indtil vi har fundet den rigtige kollega. Vi glæder os til at høre fra dig.