PLESNER CAMPUS skal opleves!

Mads deltog i PLESNER CAMPUS 2016 - og hans budskab er klart: PLESNER CAMPUS skal opleves! 

Jeg hedder Mads, og jeg er tidligere deltager på Plesner Campus. Jeg læser jura på Københavns Universitet, og jeg er altid på jagt efter nye udfordringer. Min søgen efter udfordringer har præget min studietid og budt på mange spændende begivenheder. Som sidste skud på stammen deltog jeg i Plesner Campus. Plesner Campus er et lærerigt og udfordrende forløb, der har til formål at give deltagerne et indblik i hverdagen som erhvervsadvokat.

Rygtet sagde, at Plesner Campus skal opleves!

Da ansøgningsvinduet åbnede i foråret 2016, var jeg godt i gang med eksamenslæsningen på mit 6. semester. Over en af de mange kopper eksamenskaffe gik snakken på Plesner Campus. Opfordringen fra tidligere deltagere var klar – Plesner Campus skal opleves! 

Gode råd bør sjældent forkastes, så jeg lod selskabsret være selskabsret og rettede i stedet fokus mod at få sendt en ansøgning afsted til årets Plesner Campus. Jeg har fra min spæde begyndelse på jurastudiet vidst, at jeg gerne ville arbejde som erhvervsadvokat, og jeg så Plesner Campus som en unik mulighed for at prøve erhvervsadvokats-eventyret af for et par dage, og samtidig finde ud af om forventningerne hertil stemte overens med virkeligheden. 

Skjorte og slips eller business casual…

Dagen for Plesner Campus' afholdelse var kommet, og nu var gode råd dyre – ville jeg i min nye og fiktive skikkelse som erhvervsadvokat være typen i skjorte og slips, eller var jeg en business casual kind of type? Valget faldt på sidstnævnte, men det var nu engang slet ikke så vigtigt, og mit fokus skulle hurtigt ændre sig, da vi efter en varm velkomst i Plesners lobby blev præsenteret for et tæt pakket program.

Agendaens højdepunkter var mange, da Plesner Campus' første PowerPoint-show blev skudt ud af projektoren – det virkede til at blive nogle travle dage. Vi blev delt ind i grupper, som repræsenterede forskellige advokatkonterer. Kontorene blev eksistensgrundlaget for de næste dagens case-konkurrence – og tag ikke fejl, Plesner Campus er en konkurrence!

Jeg fik ret i min antagelse, og dagene blev travle. De blev dog langt mere og meget andet end bare travle. De blev lærerige, sjove, udfordrende og ikke mindst nervepirrende. Dagenes omdrejningspunkt var case-konkurrencen, hvor hvert "advokatkontor" på bedste vis skulle repræsenterede deres klient i en større forhandling. Målet for alle var at opnå det bedste forhandlingsresultat – noget der er langt sværere, end de fleste af os havde regnet med. Vi blev løbende undervist i alt fra forhandlingsteknik til juridiske specialområder, så alle på tværs af årgange spillede med på lige vilkår. 

Nyt til værktøjskassen

Min deltagelse i Plesner Campus gav mig et unikt indblik i den travle og spændende hverdag hos en erhvervsadvokat. Foruden min nye indsigt i den ”virkelige verden” lærte jeg en lang række sider af mig selv at kende, som jeg ellers ikke før havde været opmærksom på, og som jeg efterfølgende har draget stor nytte af. Jeg fandt ud af, hvilken type person jeg er i en forhandlingssituation, hvordan jeg agerer på mine med- og modstandere samt hvor let man kan ændre et udgangspunkt til det værre eller bedre. 

Plesner Campus var yderligere udviklende på den sociale front. Aftenerne blev brugt sammen, og det var skønt at få netværket på kryds og tværs af de forskellige hold og landsdele. Hertil gav den afsluttende middag, hvor partnere, advokater, fuldmægtige og deltagere var blandet ved store rundborde, en super mulighed for at socialisere i uhøjtidelige rammer.

Alt i alt gav Plesner Campus mig meget på mange punkter. Med disse ord vil jeg lade ordet lyde, at Plesner Campus skal opleves!

/ Mads