Hvorfor deltage i Vis Moot?

Frederik, Nete, Amanda og William var alle en del af KU og Plesners Vis Moot hold 2019/2020. Selvom coronavirusens indtog desværre gjorde, at den store afslutning på konkurrencen i Wien blev aflyst, fik de stadig en masse ud af at deltage i Vis Moot. Læs her hvorfor de - uden tøven - vil anbefale at deltage i Vis Moot 2020/2021.

Frederik, deltager i Vis Moot 2019/2020

Jeg vil uden tøven anbefale Vis Moot til andre studerende. Konkurrencen har givet mig et stort personligt og karrieremæssigt udbytte, som samtidig kunne opleves i et spændende internationalt miljø. Det er en unik oplevelse, som du ikke finder på universitetet.

 

Hvis du er klar på at udfordre dig selv, så skal der lyde en uforbeholden anbefaling af Vis Moot fra min side.

 

Nete, deltager i Vis Moot 2019/2020 

Jeg kan bestemt anbefale andre at deltage i Vis Moot. Én ting er, at ens faglighed bliver udfordret. Noget helt andet - hvilket for mig har været det mest givende - er, at man lærer at indgå i et team, lærer at performe under pres og får mulighed for at udforske den internationale rækkevidde af faget. Netop dette er særegent for et processpil som Vis Moot.

Det kræver en solid indsats og en stærk målbevidsthed, men udbyttet kommer flerdobbelt igen. Uden tvivl en helt unik mulighed.

 

Amanda, deltager i Vis Moot 2019/2020

Vis Moot 2019/2020 har været en kæmpe oplevelse - både fagligt og socialt. Konkurrencen er verdens største internationale formueretlige processpil og har givet mig en unik mulighed for at prøve kræfter med det praktiske advokatarbejde og intensive samarbejde med fem andre ambitiøse studerende.

Processpillet har budt på et intenst og lærerigt forløb, der har givet os en stor faglig viden om international køberet og voldgift som konfliktløsningsmekanisme. Vi har udviklet relevante kompetencer som advokater i skrift såvel som tale. Vis Moot består af en skriftlig fase, hvor vi først udarbejdede processkrifter, som udgjorde fundamentet for den efterfølgende procedurekonkurrence.

Det har været enormt berigende at beskæftige sig med jura udenfor det Juridiske Fakultets undervisningslokaler. Den traditionelle indlæring med pensumbøger og seminarundervisning blev lagt på hylden, da vi i stedet skulle prøve kræfter med den juridiske metode i en advokatorisk sammenhæng. Vi fik i den forbindelse indblik i, hvor væsentligt kropssprog, retorik og klar kommunikation kan være for juridisk argumentationsteknik. Disse erfaringer har givet os en værdifuld procedureerfaring og evne til at anvende juridisk metode på praktiske problemstillinger. 

Vores læringsforløb har været interaktivt og centreret om praktiske opgaver i form af at udarbejde processkrifter, og det at procedere som advokat på vegne af en klient. Det var i den forbindelse værdifuldt at kunne sparre med sit hold og gøre brug af hinanden til at løse de komplekse juridiske opgaver i fællesskab.

Uddannelsesforløbet har været en unik mulighed for at sparre med erfarne vejledere og fremføre vores argumenter for dommere fra forskellige retssystemer. Vi har i den forbindelse lært at procedere og opbygge argumentationsrækker, der appellerer til voldgiftsdommere på tværs af retstraditioner. Herudover fik vi mulighed for at udvide vores internationale netværk med bekendtskaber på tværs af landegrænser idet, at de forberedende konkurrencer bliver afholdt i udenlandske storbyer. 

Det var alt i alt et super lærerigt og givende forløb, som jeg kan anbefale på det varmeste! 

 

William, deltager i Vis Moot 2019/2020

 

Rent fagligt er Vis Moot er uden tvivl det fag på studiet, der har givet mest hands-on erfaring, som jeg kan tage med videre som fuldmægtig.

Hele processen med at sætte sig ind i sagen og dens bilag samt finde den rigtige juridiske vinkel, materiale, argumenter osv., er alle værktøjer, der kan bruges 1:1 i både studiejob og senere som fuldmægtig. 

Jeg lærte også at formulere mig advokatorisk. Når man er vant til at skrive opgaver og løse eksamenssæt på universitetet, har man som jurastuderende en tendens til at skrive akademisk og helt objektivt. I Vis Moot skal man agere som advokat for parterne; man skal altså repræsentere klienten – ikke bare redegøre for retsstillingen med en konklusion til sidst. Det betød, at der var en tilvænningsproces, hvor vi særligt skulle arbejde med vores sprog. Der var en verden til forskel på vores første udkast til processkrift, der mest af alt lignede en besvarelse på et eksamenssæt, og vores endelige processkrift. Evnen til at formulere mig advokatorisk er helt klart noget af det, der kommer til at gavne mig mest.

Socialt er Vis Moot en kæmpe oplevelse.
Både internt på holdet, hvor man kommer til at danne tætte bånd med ens holdkammerater, som man kommer til at tilbringe en del sene aftener i selskab med. Men også i forhold til alle de andre deltagere til pre-moots og i Wien, hvor der kommer hold fra hele verden. Vi blev desværre snydt for Wien, men til pre-moot var det helt vildt at opleve, hvor hurtigt man connectede og fik interne jokes om ”The Problem” med folk fra andre lande, som man aldrig har mødt før, men som har nørdet de samme 55 sider det sidste halve år. Vis Moot ikke er for alle. Det er en stor indsats, der til gengæld giver lige så stort pay-off. Jeg vil på det varmeste anbefale Vis Moot til den jurastuderende, der har lyst til virkelig at give den en skalle og lægge en stor indsats mod til gengæld at få mulighed for at deltage i et af verdens største og mest prestigefyldte processpil samt blive coachet af de bedste advokater inden for deres felt; en oplevelse, der er helt unik på universitetet, og som ikke kan opnås via traditionelle fag.