Sagen blev anlagt af et producerteam ved navn Silverbullit, der var blevet hyret til at lave omkvæd til to reklamefilm for OiSTER. I de omkvæd, som Silverbullit producerede, blev der til sidst sunget "Oister Oi". Parterne indgik en licensaftale, men efter licensaftalens udløb fik OiSTER produceret en ny reklamefilm, hvor der ligeledes blev sunget "Oister Oi" med samme tone og rytme som sangen i Silverbullits omkvæd.

Et af spørgsmålene i sagen var derfor, om "Oister Oi" nød ophavsretlig beskyttelse, og om der forelå en ophavsretlig krænkelse.

Indledningsvis anførte retten, at tekst og musik skulle vurderes under ét og samlet set have værkshøjde. I den konkrete vurdering lagde retten vægt på vidneforklaringerne om tilblivelsen af "Oister Oi", hvor det bl.a. blev forklaret, at Silverbullit selv havde komponeret melodien, og at der var tænkt nøje over valg af ordene i sangen. Det var således rettens opfattelse, at valget af og kombinationen af ord, toneforløb og rytme samlet set var udtryk for en selvstændig skabende indsats fra Silverbullits side, og at "Oister Oi" i sin helhed havde karakter af et ophavsretligt værk.

Retten fastsatte skønsmæssigt det rimelige vederlag efter ophavsretslovens § 83, stk. 1, nr. 1 til 20.000 kr.

Dommen viser, at man godt kan udtrykke ophavsretlig originalitet inden for relativt snævre rammer. Et værk med en lav grad af originalitet vil dog til gengæld nyde en mere snæver beskyttelse.

Afgørelsen kan læses i Ugeskrift for Retsvæsen som U 2014.3428 S.