I sagen havde fotografen Pez Hejduk anlagt sag om ophavsretskrænkelse i Østrig i anledning af, at en tysk virksomhed havde offentliggjort nogle af hendes fotografier på sin hjemmeside. EU-Domstolen fastslog, at der kunne anlægges sag i Østrig, da den tyske hjemmeside var tilgængelig i Østrig. Det var ikke afgørende, om den tyske virksomhed så i øvrigt havde rettet sin markedsføring eller lignende mod Østrig - bl.a. var der tale om en .de hjemmeside.

EU-Domstolen følger hermed atter den vidtgående fortolkning af Bruxelles I-forordningens deliktsværnetingsregel (den nugældende artikel 7, nr. 2) ved handlinger begået på internettet, som den påbegyndte med eDate-sagen i 2011, og som senere er bekræftet i en række sager.

Umiddelbart har rettighedshaveren altså gode kort på hånden i tilfælde af krænkelser begået på internettet, men der er en række implicitte begrænsninger i reglens anvendelsesområde, som man skal være opmærksom på:

1. Kompetencen for retten i det land, hvor hjemmesiden er tilgængelig er begrænset til den skade, der faktisk er sket i dette land. Og denne kan meget vel være begrænset. Ønsker man hele skaden påkendt under én sag bør man derfor i stedet anlægge sagen i det land, hvor krænkeren har hjemme, såfremt dette er i et andet EU-land. 
2. Den vidtgående praksis fra EU-Domstolen gælder kun, hvis krænkeren driver virksomhed i et EU-land. Hvis hjemmesiden drives af eksempelvis en kinesisk virksomhed, så gælder Bruxelles I-forordningens deliktsværnetingsregel ikke, men i stedet de nationale regler i det land, hvor man anlægger sag. Disse giver ikke nødvendigvis mulighed for sagsanlæg bare fordi en hjemmeside er tilgængelig i landet. 
3. Reglen vedrører kun spørgsmålet om værneting (dvs. muligheden for at anlægge sag), men ikke spørgsmålet om, hvorvidt der faktisk er en krænkelse. Ved vurderingen af, om der faktisk er sket en krænkelse i det pågældende land, vil det mere konkret skulle vurderes, om en rettighed er krænket i det pågældende land, eksempelvis fordi der er sket et salg via den pågældende hjemmeside til en kunde i det land, hvor rettigheden påstås krænket. Selvom der altså kan anlægges sag i et land, fordi en hjemmeside er tilgængelig der, er det altså ikke sikkert, at der også er sket en krænkelse i dette land.

Deliktsværnetingsreglen er sammen med mulighederne og begrænsningerne for at anlægge sag i anledning af krænkelser, der begås via internettet er omtalt mere udførligt i min artikel "Deliktsværneting på tværs af grænser", der kan læses i sin fulde længde her.

Læs EU-Domstolens dom her.