Forslag til ændring af investeringsscreeningsloven fremsat

Regeringen har fremsat lovforslaget til ændring af investeringsscreeningsloven. Lovforslaget indebærer, at tilladelsesordningen udvides til at omfatte aftaleparter på kontrakter vedrørende etablering, medejerskab og drift af energiøen i Nordsøen. Dette er en væsentlig indskrænkning i forhold til det udkast til lovforslag, som blev sendt i høring i marts, der lagde op til, at enhver aftalepart på offentlige kontrakter vedrørende kritisk infrastruktur fremover skulle have forudgående tilladelse fra Erhvervsstyrelsen. Til gengæld fastholdes den foreslåede faseopdelte proces for Erhvervsstyrelsens sagsbehandling med en fase 1 på op til 45 dage og en fase 2 på op til 125 dage (i alt op til 170 dage).

Baggrund

Regeringen sendte i marts et udkast til lovforslag om ændring af investeringsscreeningsloven i høring. 

Udkastet lagde bl.a. op til en udvidelse af anvendelsesområdet for den obligatoriske tilladelsesordning, således at alle aftaleparter på offentlige kontrakter inden for kritisk infrastruktur fremover skulle ansøge Erhvervsstyrelsen om tilladelse til at indgå kontrakten, før den kunne indgås. Endvidere lagde udkastet op til en ny proces for Erhvervsstyrelsens sagsbehandling både under den obligatoriske tilladelsesordning og den frivillige anmeldelsesordning.

Du kan læse nærmere om udkastet i vores tidligere Insight herom.

Udkastet gav anledning til en række kritiske høringssvar, herunder høringssvar fra Danske Advokater, som Plesner bidrog til.

Screening af kontrakter vedrørende etablering, medejerskab og drift af energiøen i Nordsøen

På baggrund af de modtagne høringssvar har Regeringen valgt at indskrænke den foreslåede udvidelse af lovens anvendelsesområde væsentligt. Kravet om forudgående tilladelse fra Erhvervsstyrelsen udvides således alene til at gælde for aftaleparter på kontrakter vedrørende etablering, medejerskab og drift af energiøen i Nordsøen.

Tilladelseskravet vil gælde for alle aftaleparter, dvs. det vil ikke kun gælde for personer og virksomheder uden for EU og EFTA (som det er tilfældet for særlige økonomiske aftaler efter de nugældende regler), men for alle personer og virksomheder, herunder personer og virksomheder fra Dannmark og andre EU- og EFTA-lande.

Det vil som udgangspunkt alene være den eller de aftaleparter, der har til hensigt at indgå en kontrakt om etablering, medejerskab og drift af energiøen i Nordsøen, som skal ansøge om tilladelse fra Erhvervsstyrelsen. Det foreslås dog samtidig, at Erhvervsministeren efter anmodning fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeren kan beslutte, at alle deltagerne i udbuddet af etablering, medejerskab og drift af energiøen skal ansøge om tilladelse.

Tilladelseskravet vil endvidere ikke kun gælde den direkte aftalepart, men også dennes eventuelle underleverandører. Det foreslås således, at Erhvervsstyrelsen ved ansøgning om tilladelse kan kræve, at aftaleparten oplyser om de eventuelle underleverandører, som forventes anvendt til opfyldelse af kontrakten. Såfremt underleverandørerne ikke kendes ved kontrakttildelingen, kan Erhvervsstyrelsen i sin tilladelse stille betingelse om, at der ansøges om særskilt tilladelse af underleverandørerne, når de bliver udpeget. Hvis pligten til at ansøge om særskilt tilladelse af underleverandørerne ikke overholdes, vil Erhvervsstyrelsen kunne tilbagekalde sin tilladelse til aftaleparten.

Ny proces for Erhvervsstyrelsens sagsbehandling 

Lovforslaget fastholder det oprindelige forslag om en ny proces for Erhvervsstyrelsens sagsbehandling med to faser. 

Lovforslaget indebærer således, at Erhvervsstyrelsen fremover skal behandle ukomplicerede sager inden for 45 dage regnet fra det tidspunkt, hvor Erhvervsstyrelsen erklærer ansøgningen for fuldstændig (fase 1). Sagsbehandlingen i fase 1 skal baseres på et forenklet ansøgningsskema, der vil kræve færre oplysninger end efter de nugældende regler. 

Hvis Erhvervsstyrelsen vurderer, at der er behov for yderligere undersøgelser, skal Erhvervsstyrelsen indlede en supplerede sagsbehandlingsfase på op til 125 dage (fase 2). Det vil indebære krav om yderligere oplysninger og dokumenter, herunder EU notifikationsskemaet, hvis der er tale om en udenlandsk investering. Fristen på de 125 dage regnes fra enten det tidspunkt, hvor Erhvervsstyrelsen indleder fase 2, eller hvis Erhvervsstyrelsen anmoder om supplerende oplysninger, fra det tidspunkt, hvor Erhvervsstyrelsen erklærer de supplerende oplysninger for fuldstændige.

Samlet set vil Erhvervsstyrelsens sagsbehandling således fremover kunne være op mod 170 dage eller mere. Det angives udtrykkeligt i lovbemærkningerne, at det – ligesom tilfældet er i dag – ikke vil have nogen konsekvenser, hvis Erhvervsstyrelsen ikke overholder fristerne.

Forventet ikrafttrædelse

Loven forventes at træde i kraft den 1. juli 2023.

Plesners bemærkninger

Det oprindelige udkast til forslag om ændring af investeringsscreeningsloven indebar en væsentligt udvidelse i forhold til de nugældende regler, det gav anledning til praktiske og juridiske udfordringer for såvel ordregivende myndigheder som private aktører, der skulle deltage i offentlige udbud. Det er derfor positivt, at Regeringen på baggrund af de modtagne (kritiske) høringssvar har valgt at begrænse den foreslåede udvidelse af lovens anvendelsesområde væsentligt, således at kravet om forudgående tilladelse alene udvides til at gælde for aftaleparter på kontrakter vedrørende etablering, medejerskab og drift af energiøen i Nordsøen.

I forhold til den nye proces for Erhvervsstyrelsens sagsbehandling er det som udgangspunkt positivt, at der fastsættes en kortere frist (op til 45 dage) for behandling af ukomplicerede sager end tilfældet er i dag, og at behandling af disse sager skal baseres på et mere enkelt ansøgningsskema. Omvendt er der tale om en relativt lang frist (op til 125 dage) for behandling af sager, det giver anledning til yderligere undersøgelser, hvilket blandt andet kan skyldes, at Erhvervsstyrelsen ikke inden for den almindelige frist har hørt tilbage fra de relevante myndigheder. 

Derudover kan Erhvervsstyrelsens sagsbehandling i praksis være længere end fristerne. Det skyldes, at fristerne ikke løber fra Erhvervsstyrelsens modtagelse af ansøgningen henholdsvis eventuelle oplysninger, men fra det tidspunkt, hvor Erhvervsstyrelsen meddeler ansøger, at ansøgningen henholdsvis de supplerende oplysninger er fuldstændige. Derudover er der ingen retsvirkninger knyttet op på Erhvervsstyrelsens manglende overholdelse af fristerne. Samlet set vil den nye proces således kunne medføre betydeligt længere perioder mellem signing og closing i forbindelse med investeringer.

Læs det fremsatte lovforlag

Seneste nyt om Foreign Direct Investments

Foreign Direct Investments