Opsigelse skyldtes ikke anmodning om deltid

Opsigelse skyldtes ikke anmodning om deltid, men væsentlige hensyn til virksomhedens drift. Det kom Østre Landsret frem til ved dom af 2. oktober 2013.

Sagen omhandlede en medarbejder, som blev opsagt godt 2 måneder efter at være vendt tilbage fra barsel. Genoptagelsen af arbejdet var efter medarbejderens eget ønske sket på deltid. I forbindelse med indgåelsen af deltidsaftalen kunne medarbejderen og arbejdsgiveren dog ikke blive enige om placeringen af arbejdstiden.

Henset til det korte tidsrum fra medarbejderen gik på deltid, til opsigelsen blev afgivet, fandt landsretten ikke, at det på forhånd kunne udelukkes, at opsigelsen reelt var begrundet i anmodningen om deltid. Yderligere fremgik det blandt andet af opsigelsen, at medarbejderen "er på nedsat tid, og det er derfor hende, jeg bedst kan undvære". Der var således påvist sådanne faktiske forhold, at det herefter var op til arbejdsgiveren at løfte bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke var begrundet i medarbejderens anmodning om deltid.

Landsretten fandt, at det var godtgjort, at virksomhedens økonomiske situation nødvendiggjorde en reduktion af medarbejderstaben. Spørgsmålet var derfor, hvorvidt valget af netop den pågældende medarbejder var begrundet i deltidsanmodningen. Blandt andet på baggrund af arbejdsgiverens forklaring lagde landsretten til grund, at arbejdsgiveren havde ønsket at få medarbejderen tilbage efter barsel, og at der var indgået aftale mellem parterne om, at arbejdet i givet fald kunne genoptages på deltid. Af parternes emailkorrespondance og arbejdsgiverens notat vedrørende et møde kort efter medarbejderens tilbagevenden fremgik det dog, at parterne havde vanskeligt ved at blive enige om en vagtplan.

Landsretten lagde herefter til grund, at uenigheden vedrørte arbejdstidens placering og ikke dens længde. Da arbejdsgiveren i forvejen havde vanskeligheder med vagtplanen - navnlig lukkevagterne - og da dette måtte forventes at blive værre med reduceringen i medarbejderstaben, fandtes det uanset ordvalget i opsigelsen godtgjort, at beslutningen om at opsige medarbejderen ikke var begrundet i hendes anmodning om at arbejde på deltid, men i væsentlige hensyn til virksomhedens drift.

Arbejdsgiveren blev herefter frifundet for overtrædelse af deltidsloven, ligesom landsretten ikke fandt grundlag for tilkendelse af en godtgørelse i henhold til ligebehandlingsloven eller funktionærlovens § 2b.

Dommen viser, at arbejdsgivere vil kunne løfte bevisbyrden for, at en opsigelse reelt skyldes saglige grunde, selvom der i selve opsigelsen er angivet en usaglig årsag.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret