I sagen havde et af landets største hoteller en etage udelukkende for kvinder. På etagen var der en række ekstra tilbehør, som man ikke fandt på andre etager, herunder særlige toiletartikler, blomster og en særlig effektiv håndbruser, ligesom der på den pågældende etage blev værnet ekstra om privatlivets fred.

Hotellet mente ikke, at mænd blev behandlet ringere, idet hotellet havde to tårne, hvorfor mænd kunne leje værelser til samme pris med en tilsvarende udsigt i det andet tårn, hvor der også var to værelser med samme indretning som på kvindeetagen. Hotellet mente derudover, at såfremt der var tale om forskelsbehandling, var denne begrundet i legitime formål i form af tryghed og sikkerhed for kvinder, hensynet til privatlivets fred og blufærdigheden, ønsket om at beskytte imod køns- og sexchikane samt fremme af ligestillingen mellem kønnene.

Ligebehandlingsnævnet havde fundet, at mændene blev behandlet ringere, idet de fysisk var udelukket fra den nævnte etage alene på baggrund af deres køn, idet nævnet havde fundet, at en tjenesteyders beslutning om fysisk adskillelse af mænd og kvinder i forbindelse udbud af tjenesteydelser helt åbenbart faldt inden for kerneområdet af ligestillingsloven. Kvindeetagen var derfor udtryk for direkte forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet afviste, at forskelsbehandlingen var begrundet i legitime hensyn, idet den fysiske adskillelse havde været begrundet i forretningsmæssige hensyn til at tiltrække et særligt kundesegment, og at de af hotellet fremhævede hensyn var udtryk for en efterrationalisering. Ligebehandlingsnævnet lagde også vægt på, at ingen af de 19 kvinder, som hotellet havde adspurgt i den rundspørge, der lå til grund for oprettelsen af kvindeetagen, havde svaret, at de i høj grad var enige i udsagnet om, at det giver tryghed at bo på en kvindeetage.

Ligebehandlingsnævnet gjorde for landsretten gældende, at såfremt etableringen af etagen var begrundet i disse hensyn, og hensynene kunne anses for legitime, så opfyldte etableringen af etagen ikke proportionalitetskravet, idet hotellet ikke havde dokumenteret, at det var hensigtsmæssigt og nødvendigt at etablere etagen for at varetage disse hensyn.

Landsretten afviste indledningsvis, at det var nødvendigt at forbyde mænd adgang til kvindeetagen for at imødekomme de nævnte hensyn. Landsretten fandt derfor ikke, at forbuddet var begrundet i et legitimt formål.

Spørgsmålet var herefter, hvorvidt mænd blev behandlet ringere ved udelukkelsen fra etagen. To dommere fandt, at dette var tilfældet, idet en mand ville være afskåret fra at få et værelse med samme udsigt som en kvinde, hvis værelserne på 17. etage i hotellets andet tårn var optaget, men der var ledige værelser på kvindeetagen, ligesom mændene kunne være afskåret fra overhovedet at få et værelse, hvis hotellets eneste ledige værelser lå på denne etage.

Én dommer afviste, at mænd blev behandlet ringere ved den fysiske udelukkelse, idet de kunne få værelser med samme udsigt i det andet tårn, ligesom der i dette tårn var to værelser med samme indretning som på kvindeetagen.

Dommen viser, at ligestillingslovens beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af køn er meget bred, og at de danske domstole vil fortolke begrebet "behandles ringere" meget vidtgående.