En brugervirksomhed ansatte en vikar, som tidligere havde været udlejet fra et vikarbureau. Ifølge udlejningsaftalens punkt 2.6 måtte brugervirksomheden "ikke uden udlejers skriftlige accept indgå nogen økonomisk aftale med medarbejderne fra aftalens underskrivelse til 5 år efter." Det fremgik imidlertid ikke af udlejningsaftalen, under hvilke betingelser vikarbureauet var forpligtet til at meddele dets accept af brugervirksomhedens ansættelse af vikaren.

Vikarbureauet havde under sagen rejst krav om brugervirksomhedens betaling af en konventionalbod for brud på udlejningsaftalen. Heroverfor gjorde brugervirksomheden bl.a. gældende, at udlejningsaftalen var i strid med jobklausulloven.

Efter jobklausulloven forstås ved en jobklausul bl.a. en aftale, som en arbejdsgiver indgår med andre virksomheder med henblik på at hindre eller begrænse en medarbejders mulighed for at opnå ansættelse i en anden virksomhed. Jobklausulens gyldighed er ifølge loven betinget af, at vikarbureauet har indgået en skriftlig aftale med den medarbejder, der begrænses af jobklausulen. Loven finder dog ikke anvendelse i de tilfælde, hvor et vikarbureau kræver en rimelig betaling for, at brugervirksomheden kan ansætte en udlejet vikar. Formålet er at undgå, at vikarbureauet agerer gratis rekrutteringsbureau for brugervirksomheden. Den rimelige betaling skal stå mål med vikarbureauets udgifter til oplæring af vikaren, sparede rekrutteringsudgifter m.v.

Landsretten lagde indledningsvis til grund, at udlejningsaftalen indeholdt en begrænsning for vikaren, som måtte anses som en jobklausul, der som udgangspunkt var omfattet af jobklausulloven. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at vikarens ansættelse i brugervirksomheden var betinget af vikarbureauets forudgående accept heraf.

Landsretten anførte herefter, at det ikke fremgik af udlejningsaftalen, hvilke betingelser vikarbureauet ville knytte til en accept, dog således at landsretten på grundlag af bevisførelsen lagde til grund, at accepten ville blive betinget af brugervirksomhedens betaling af et formidlingsgebyr. Landsretten fandt det imidlertid ikke godtgjort, at formidlingsgebyret ville udgøre en rimelig betaling i henhold til jobklausulloven, og udlejningsaftalens punkt 2.6 var derfor omfattet af jobklausulloven.

Eftersom der ikke var indgået en skriftlig aftale med vikaren, fastslog landsretten, at jobklausulen i punkt 2.6 var ugyldig.

Dommen viser, at et vikarbureau bør sikre, at det fremgår af bureauets samarbejdsaftaler med brugervirksomhederne, hvilken rimelig betaling brugervirksomheden skal betale for at ansætte vikaren, hvis bureauet skal være sikker på at kunne håndhæve bestemmelsen. Endvidere viser dommen, at virkningen af ikke at opfylde jobklausullovens betingelse om indgåelse af skriftlig aftale med en medarbejder, som begrænses af en jobklausul, tillige er ugyldighed i forholdet mellem jobklausullovens aftaleparter.

Sagen vedrører tiden før vikarlovens ikrafttræden. Det er derfor væsentligt at være opmærksom på, at det efter vikarlovens ikrafttræden ikke er muligt at ”reparere” en jobklausul, ifølge hvilken brugervirksomheden skal betale en ikke rimelig betaling til bureauet for ansættelsen af vikaren, ved at indgå en skriftlig aftale med vikaren. Er den mellem bureauet og brugervirksomheden aftalte betaling således ikke rimelig, indtræder der ugyldighed, uanset at der måtte være indgået en skriftlig aftale med vikaren.