Bortvist for at møde 7 minutter for sent

Det var berettiget at bortvise en funktionær, der kom 7 minutter for sent på arbejde. Det fastslog Retten i Glostrup ved en dom af 27. maj 2014.

Sagen drejede sig om en medarbejder, der var ansat som souschef i et supermarked, og som gentagne gange var mødt for sent på arbejde - typisk kun få minutter. Det var flere gange blevet indskærpet over for medarbejderen, at han skulle møde til tiden, men uden at dette havde en virkning. Ved supermarkedets skriftlige advarsler af 6. og 21. februar 2013 blev medarbejderens sene fremmøde atter påtalt, ligesom det blev indskærpet, at det kunne medføre bortvisning, hvis han kom for sent igen. Medarbejderen blev herefter bortvist, da han den 5. marts 2013 kom 7 minutter for sent.

Sagen vedrørte herefter spørgsmålet om, hvorvidt medarbejderens gentagne manglende overholdelse af mødetiden udgjorde en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet.

Retten konstaterede indledningsvis, at bortvisningen af en funktionær forudsætter, at der er tale om en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet. Herefter konstaterede retten, at det ved vurderingen af misligholdelsens karakter er relevant at inddrage momenter som (i) længden af det for sene fremmøde, (ii) om forsinkelsen var undskyldelig, (iii) om arbejdsgiveren blev orienteret om forsinkelsen, (iv) hvor indgribende forsinkelsen var i arbejdsgiverens forhold, og (v) navnlig om forsinkelse har fundet sted før, herunder om funktionæren var blevet behørigt og rimeligt advaret om konsekvenserne af gentagen sent fremmøde.

Retten fastslog herefter, at bortvisningen var berettiget, selvom forsinkelsen alene udgjorde 7 minutter. Retten lagde vægt på, at medarbejderen gentagne gange var mødt for sent, at forsinkelserne ikke var begrundet i upåregnelige eller i øvrigt undskyldelige forhold, at det sene fremmøde ikke var uden betydning for butikkens drift, at han varetog en funktion som souschef, at det var blevet indskærpet over for ham, at for sent fremmøde ikke ville blive accepteret, og at gentagelser kunne medføre bortvisning.

Retten lagde endvidere vægt på, at mødetiden (kl. 6.45) var fastsat under hensyn til butikkens åbningstid kl. 7.00, at der i dette tidsrum skulle gennemføres en række vigtige morgenrutiner, og at det af hensyn til medarbejdernes sikkerhed og følelse af tryghed var bestemt i butikkens retningslinjer, at der som minimum altid skulle være mindst to medarbejdere til stede i butikken på grund af tidligere grove røverier.

Dommen er i overensstemmelse med gældende retspraksis, hvorefter en medarbejders manglende overholdelse af mødetiden i gentagelsestilfælde kan udgøre en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, der berettiger arbejdsgiveren til at bortvise medarbejderen.

Dommen viser samtidig den meget konkrete vurdering, som foretages, herunder vigtigheden af at arbejdsgiveren har påtalt det sene fremmøde ved skriftlig advarsel, der gør det klart, at medarbejderens undladelse af at overholde mødetiderne fremover vil være bortvisningsgrund.

Det er p.t. uvist, om dommen ankes til landsretten.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret