Bortvist for at gå tidligt hjem

Berettiget bortvisning, da bevisbyrden for, at der forelå en kutyme, hvorefter man kunne gå hjem før normal arbejdstids ophør, ikke var løftet. Det fandt Vestre Landsret ved dom af 14. oktober 2014.

Sagen omhandlede tre medarbejdere, der arbejdede på aftenholdet i en produktionsvirksomhed. Parterne var enige om, at den normale arbejdstid for aftenholdet var fra kl. 13.50 til kl. 22.50. Aftenholdet havde imidlertid i en længere periode fulgt en praksis om at gå hjem før normal arbejdstids ophør og samtidig skrive timer på timesedlerne frem til normal arbejdstids ophør kl. 22.50 - når blot arbejdet var færdigt. 

Den pågældende praksis fraveg bestemmelserne i den gældende overenskomst, hvorefter den fastsatte arbejdstid er effektiv. Landsretten fandt, at det havde formodningen for sig, at overenskomstens bestemmelser var gældende mellem parterne, og at det således var medarbejderne, der havde bevisbyrden for at godtgøre, at den fulgte praksis udgjorde en kutyme, som de kunne støtte ret på. Denne bevisbyrde kræver et sikkert bevis.

Der forelå ingen skriftlig aftale om, at de ansatte på aftenholdet kunne gå før almindelig arbejdstids ophør og samtidig skrive timer på indtil kl. 22.50. Medarbejdernes overordnede bestred, at der var indgået en sådan aftale, ligesom de bestred, at der var en sådan kutyme.

Medarbejdernes overordnede forklarede endvidere, at der i produktionsvirksomheden altid var arbejde, der kunne udføres, også ud over den daglige produktion. Landsretten fandt på denne baggrund ikke, at medarbejderne havde løftet bevisbyrden for, at der forelå en kutyme.  

Idet den fulgte praksis indebar, at de ansatte på grundlag af urigtige timesedler opnåede løn for et ikke ubetydeligt antal timer pr. uge uden at have udført arbejde herfor, fandt landsretten, at arbejdsgiveren var berettiget til at bortvise medarbejderne.

Afgørelsen viser, at bevisbyrden for, at en fulgt praksis i strid med overenskomsten udgør en kutyme, er svær at løfte.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret