Sagen omhandlede en medarbejder, der blev opsagt med forkortet varsel med henvisning til, at han havde været syg i en periode på mere end 120 dage inden for 12 på hinanden følgende måneder, jf. funktionærlovens § 5, stk. 2. Tvisten i sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt arbejdsgiveren var berettiget til at medregne nogle lørdage og søndage, hvor medarbejderen havde været syg om fredagen, men ikke om mandagen.

Ifølge funktionærlovens 120-dages regel kan en arbejdsgiver opsige en medarbejder med forkortet varsel, såfremt medarbejderen har været syg i 120 dage inden for en periode på 12 måneder. Efter fast praksis kan arbejdsgiveren alene medregne arbejdsfrie lørdage og søndage til sygeperioden, såfremt medarbejderen har været syg såvel fredagen før og mandagen efter weekenden.

I virksomhedens medarbejderhåndbog fremgik det, i overensstemmelse med fast praksis, at sygdom i arbejdsfrie weekender alene indgik i beregningen, hvis medarbejderen var syg i dagene før og efter. Arbejdsgiveren havde dog i et internt memo fraveget dette udgangspunkt således, at medarbejderne ville være registreret som syge, indtil de raskmeldte sig - uanset om de på raskmeldingstidspunktet havde fri eller ej. Det interne memo var imidlertid ikke en integreret del af medarbejderhåndbogen, men var alene hængt op på lederens kontor.

Der var i sagen enighed om, at arbejdsgiveren havde medregnet to arbejdsfrie weekender til sygeperioden, hvor arbejdstageren alene havde været syg om fredagen, men ikke om mandagen. Der var i sagen endvidere enighed om, at såfremt de to arbejdsfrie weekender ikke blev medregnet til sygeperioden, opfyldte arbejdstageren ikke kravet om 120 sygedage inden for en periode på 12 på hinanden følgende måneder.

Spørgsmålet var herefter, hvorvidt medarbejderen skulle anses for at have været syg i de pågældende weekender, og dermed om arbejdsgiveren havde fraveget den faste retspraksis ved at pålægge medarbejderne at raskmelde sig på arbejdsfrie weekenddage.

Medarbejderen mente, at de to arbejdsfrie weekender, hvor medarbejderen ikke havde været syg om mandagen, ikke kunne medregnes til sygeperioden. Medarbejderen henviste i den forbindelse til den faste retspraksis om, at arbejdsfrie dage i en weekend kun kan medregnes, hvis han havde været syg både fredag og mandag. Arbejdsgiveren mente derimod, at han kunne gå ud fra, at medarbejderen havde været syg i de pågældende weekenddage, da medarbejderen ikke havde raskmeldt sig i overensstemmelse med det interne memo.

Landsretten gav medarbejderen medhold i, at arbejdsfrie weekenddage alene kunne medregnes som sygedage, hvis medarbejderen havde været syg såvel fredag og mandag. Denne faste retspraksis kunne således ikke anses for at være blevet fraveget ved det interne memo. Herefter var kravene for opsigelse med forkortet varsel efter funktionærloven ikke opfyldt.

Dommen viser - på linje med fast retspraksis - at en arbejdsgiver ved optælling af sygedage efter 120-dages reglen i funktionærloven kun kan medregne arbejdsfrie weekenddage, såfremt medarbejderen har været syg på begge sider af disse fridage.