Togtur på arbejdsgivers regning medførte bortvisning

Bortvisning var berettiget, idet en medarbejder via sin arbejdsmobiltelefon og for arbejdsgiverens regning købte private togbilletter. Det fandt Østre Landsret ved dom af den 5. november 2014.

Sagen omhandlede en medarbejder, der havde fået stillet en mobiltelefon til rådighed, som han betalte multimedieskat af. Da arbejdsgiveren blev bekendt med, at medarbejderen via sin arbejdsmobiltelefon og for arbejdsgiverens regning havde købt private togbilletter for kr. 1.282,40 over en periode på fem måneder, bortviste arbejdsgiveren medarbejderen.

Spørgsmålet var, hvorvidt et sådant misbrug af en arbejdsmobiltelefon kunne berettige til bortvisning.

Medarbejderen anerkendte at have købt togbilletterne, men henviste til, at det var berettiget at antage, at arbejdsgiveren var indforstået hermed, blot de årlige udgifter ikke oversteg kr. 3.000, som udgjorde den skattemæssige værdi af arbejdsmobiltelefonen. Medarbejderen anførte, at ingen havde orienteret ham om, hvad telefonen måtte og ikke måtte bruges til. Der var endvidere ikke i arbejdsgiverens personalehåndbog givet vejledning om, hvilke private formål en arbejdsmobiltelefon kunne anvendes til, ligesom der ikke forelå nogen anden intern instruks herom.

Arbejdsgiveren anførte, at betaling af medarbejderens private udgifter på arbejdsgiverens regning udgjorde en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, hvorfor bortvisning af medarbejderen måtte være berettiget.

Landsretten fandt, at det til trods for, at der ikke stod instruktioner i personalehåndbogen om brugen af mobiltelefonen, burde have stået medarbejderen klart, at hans arbejdsmobiltelefon var et arbejdsredskab, som ikke uden arbejdsgiverens udtrykkelige accept kunne benyttes til betaling af rent private udgifter.

Landsretten fandt endvidere, at arbejdsgiveren ikke havde givet medarbejderen nogen grund til at tro, at beskatningen af telefonen kunne medføre, at han måtte bruge telefonen, som han havde gjort.

Herefter fandt landsretten, modsat byretten, at der forelå en så grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, at en bortvisning af medarbejderen var berettiget.

Dommen viser, at misbrug af en arbejdsmobiltelefon til betaling af private udgifter er en gyldig bortvisningsgrund.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret